| | En helstøbt og koncentreret indsats Albaniserien 18. september 2011 - 20:18 af: Casper Hansen Referat: For første gang i sæsonen kunne det unge Dalummandskab afsynge "Karneval i Rio" på Dalum Stadion. En helstøbt og koncentreret indsats gav en vigtig sejr i bundopgøret mod Aarslev BK. Dalum I.F. - Aarslev BK 2-0 (1-0)
1-0 (38. min.): Adam Berejev
2-0 (70. min.): Steffen Bitsch Juhl
Tilskuere: 68 Kampens betydning stod ligeså klart for begge hold, som en skarp septembersol står i asfalten efter et regnskyl. Skulle man fortsat hænge fast i det sumpede vådområdet omkring nedrykningszonen, eller skulle man tage det første skridt op over mosebredden til et mere tørt område i midten af rækken? Hjemmeholdet valgte det sidste. En helstøbt og koncentreret indsats gav en vigtig sejr i bundopgøret mod Aarslev BK. For første gang i sæsonen kunne det unge Dalummandskab afsynge "Karneval i Rio" efter en hjemmesejr på Dalum Stadion. Så smuk kan en måltavle af ældre fabrikat tage sig ud... Fotograf: Robert Hierath
Logisk nok startede begge hold kampen en smule nervøst. Der blev derfor ikke givet de helt store chancer bort, da hverken Dalum I.F. eller Aarslev BK turde åbne helt op for posen. De første tyve minutter blev mest af alt brugt til at se hinanden lidt an. Herefter tog hjemmeholdet initiativet, og overtog således mere og mere af spillet. Flere godt gennemspillede angreb førte til et par pæne afslutninger. Men med lidt mere kvalitet i afslutningerne, så ville det bestemt ikke have været ufortjent med en 1-0 føring til det unge Dalummandskab. Omkring det med at få afsluttet foran modstanderens mål, så mangler der stadigt lidt kynisme og impulsiv vildskab. Man vil rigtigt gerne have bolden, og man vil rigtigt gerne spille sig igennem. I bund og grund fint nok i sig selv - men ingen skud ingen mål! Pludselig opstod der så noget af det man havde savnet lidt. Et fandenivoldsk initiativ. Et hurtigt og aggressivt ryk og gennembrud på venstrekanten i kampens 38. minut af Adam Berejev, gav Dalum I.F. den forløsende scoring til 1-0. Som en slange huggede Adam Berejev til bolden efter en fremragende aflevering fra Mathias Waldmann, og placerede bolden bag en chanceløs Aarslevmålmand. Netop Mathias Waldmann der i dagens anledning var rykket ned som venstre back, spillede herfra sin hidtil bedste kamp i sæsonen. Dalum I.F.'s Victor Methmann måtte både give og tage. Fotograf: Robert Hierath Trods en føring ved pausen der ikke umiddelbart havde været truet af Aarslev BK, så kunne hverken seniorformanden eller undertegnede løbe fra at være en kende nervøse. Det er nemlig tidligere set at en føring efter en god 1. halvleg, er blevet skidt forvaltet og sat over styr i 2. halvleg! Men, men, men... Heldigvis havde det unge og talentfulde Dalummandskab lært lektien. Kampens 2. halvleg var blot to minutter gammel, da Dalum I.F.'s Victor Methmann fik en chance af de helt store. Ærgerligt for hjemmeholdet blev den ikke omsat til en scoring. Herefter trak Dalum I.F. sig længere tilbage på banen, og overlod initiativet til Aarslev BK. På denne baggrund blev spilkonceptet mere og mere baseret på kontraspil. Man frygtede lidt en mulig udligning. Trods større boldbesiddelse og flere folk fremme på banen, fik Aarslev BK aldrig etableret det fornødne pres. Det betød at det næsten uundgåelige for Aarslev BK indtræf i det 70. minut. Næsten symbolsk brød solen forsigtigt frem over Dalum Stadion efter Steffen Juhls scoring til 2-0. Én af banens mindste hoppede højest, og satte panden på et indlæg. Man kan ikke andet end at beundre den springkraft som Steffen Juhl er i besiddelse af. Efter scoringen til 2-0 fik hjemmeholdet ro på spillet, og med lidt mere præcision kunne føringen sagtens være blevet yderligere udbygget. Ikke mindst via tre store chancer til hhv. Mathias Waldmann (72. min.), Victor Methmann (75. min.) og Steffen Juhl (89. min.).  Dalum I.F.'s Steffen Juhl i kærlig omgang med bolden. Fotograf: Robert Hierath Sejren over Aarslev BK gør det dog ikke alene. De næste kampe for det unge Dalummandskab er således også af en meget vital karakter, idet der venter yderligere to bundopgør mod hhv. Tommerup BK (ude) og Ubberup I.F. (hjemme). Men med solens gennembrud over Dalum Stadion denne lørdag i september, fik hjemmeholdet for en stund fast grund under fødderne. Herfra kunne man i det tørre sand på strandkanten i omklædningsrum 6 afsynge "Karneval i Rio"... Det står dog stadigt klart at risikoen for at glide tilbage i det sumpede vådområde er overhængende, hvis ikke man holder fokus og er agtpågivende overfor de ugler der stadigt er at finde i mosen! |
 |