Menu

Fight, godt spil gav 3 points mod Fremad

image Jubelscene efter 3-2 målet
09. april 2017 kl. 19:44

2. Division Oprykningsspil

Dalum IF – Aarhus Fremad  3-2  (1-2)


1-0 (26. min.) Anders Staldgaard
1-1 (28. min.) Andreas Damgaard
1-2 (45. min.) Mathias V. Kristensen
2-2 (51. min.) Kasper Johansen
3-2 (69. min.) Kasper Johansen

Udvisning: Mathias Schjødt Aarhus Fremad (82. min.)

Tilskuere: 253

 

Efter den noget blege indsats i sidste weekend mod B. 93 tog Dalum spillerne skeen i den anden hånd i lørdagens kamp mod Aarhus Fremad. Dalum spillerne fightede, løb de nødvendige meter og spillede forårets flotteste spil. Dette gav en fuldt fortjent sejr over gæsterne fra Riisvangen i Aarhus på 3-2 efter hjemmeholdet ellers havde været nede med 2-1 ved pausen.

Opstarten på denne forårssæson har været lidt hård ved Dalum IF mandskabet, de første 3 kampe gav kun 1 point, om end et flot et af slagsen med de 1-1 i Thisted, men derefter fulgte to fortjente nederlag. Truppen er desuden ramt af en god håndfuld skader, ligesom Jacob Eigaard afsonede en dags karantæne i kampen mod Aarhus Fremad. Trænerduoen Kristoffer Johansen og Morten Lange Christensen (der i øvrigt var tæt på at komme på banen i kampens døende minutter) valgte klogelig at fokusere på kvaliteten af de spillere der var til rådighed.

Aarhus Fremad kom til Dalum mede flotte 7 points i sæsonens første 3 kampe og indledte også kampen med en god portion selvtillid. Fra første fløjt denne råkolde eftermiddag på Dalum Stadion kunne man se, at der var ild i øjnene på Dalum spillerne. Der blev virkeligt gået til vaflerne i nærkampene mod de fysisk stærke jyder, ligesom Dalum spillerne var yderst løbevillige både med og uden bold. I de indledende minutter var det sort/gul stribede udehold mest på bolden, men relativt hurtigt overtog hjemmeholdet styringen i en alt i alt ret jævnbyrdig indledning på opgøret.

Efter 26. minutters syntes Aarhus Fremad at have fået kastanjerne raget ud af ilden efter et Dalum indlæg, men bolden havnede hos midtbaneslideren Anders Staldgaard et par meter udenfor feltet, der flot lagde bolden op i det modsatte målhjørne og dermed udenfor gæsternes keepers rækkevidde. En flot detalje og Dalum IF var dermed i front for første gang i dette forår. Glæden blev godt nok kort, for blot 100 sekunder senere udlignede Fremad på et hovedstød tæt under mål og dermed stod det igen lige. I de følgende minutter så hjemmeholdet lidt rystet ud, men hurtigt kom Dalum spillerne igen i kontrol og fik tilspillet sig et par pæne muligheder. Chokket kom så 1 minut inden pausen hvor Aarhus Fremad kom foran med 2-1 i en situation, hvor Dalum spillerne egentlig havde muligheden for at få bragt bolden ud af farezonen. Dette skete så ikke helt og et afrettet langskud lagde sig stille ind i målet bag en sagesløs Rasmus Lund. Jeg må ærligt taget sige, at jeg så frem til anden halvleg men en vis skeptisk også selvom Dalum IF havde spillet en fin første halvleg.

Det skulle heldigvis vise sig at anden omgang blev endnu bedre for Dalum IF. Fra første sekund tog holdet helt og aldeles taktstokkeni hånden og sad på spillet, der flød bedre end set tidligere i denne sæson. Allerede efter 6 minutters spil af anden halvleg kom udligningen. Jens Mårtensen slog et perfekt indlæg fra højre kant, som endte hos den meget aktive Kasper Johansen, der resolut sparkede bolden i mål til udligning 2-2.
Efterhånden som minutterne gik i anden halvleg, blev det hårdt kæmpende Dalum mandskab stærkere og stærkere og endnu en scoring lå i luften. Den kom også godt midtvejs i 2. halvleg og igen var målscoreren Kasper Johansen, som efter et par kontraer i Fremad feltet, sparkede bolden fladt i mål til endnu en Dalum føring.

Aarhus Fremad forsøgte i den resterende del af kampen sig med lange indlæg ind i Dalum feltet, som Dalum defensiven heldigvis på bedste vis fik clearet uden de store problemer, så sejren blev kørt hjem på bedste vis. Aarhus Fremad gjorde det heller ikke lettere for sig selv, da indskiftede Mathias Schjødt 10 minutter før tid blev udvist med direkte rødt efter en svinsk takling af Jens Mårtensen.

Alt i alt blev det til en meget fortjent Dalum sejr efter forårets suverænt bedste præstation, som indledningsvis blev sikret efter stor fight og som efterfølgende også blev sikret på godt spil. Det syntes som om spillerne blev stærkere og stærkere for hvert minut frem mod det flotte resultat. Der var rigtigt mange flotte præstationer på Dalum mandskabet, så ingen skal nævnes her frem for andre, da alle bidrog til den flotte indsats og de 3 points. Og så alligevel må det være på sin plads at ønske de to debutanter Nicolas Gonzalaz og Marco Bertelsen tillykke med debuten i den røde Dalum trøje. En bedre debut kan man vel næppe forestille sig.

I påsken står den på to kampe for Dalum IF i 2. divisions Oprykningsspil og begge på udebane. Skærtorsdag går turen til Espelunden og Avarta og anden påskedag mandag er det Brabrand der står på menuen for det forhåbentlige glubske Dalum hold.

Foto: Robert Hierath

Video: Kent og Jesper Andersen

 

 

 

Highlights

Interview med Anders Staldgaard

Interview med Kasper Johansen

Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk