Dalum har et hyggeligt lille hold

08. november 2026
Af: Trine Roesdahl, Træner Kvinde 7-mands & Jan Klivager Larsen, Bestyrelsesmedlem & sportskoordinator
7 Mands KFUM 2026.2 2
Kvinde 7 mands holdet under en pause snak

Dalum har et hyggeligt lille hold!

Dalum IFs kvindesenior afdeling har et hyggeligt lille, men virkelig fantastisk hold. I daglig tale "Ølholdet", "De useriøse" eller "Hyggeholdet", men de er meget mere end det.

Det er en gruppe skønne seniorpiger på 18-25 år, der elsker fodbold. Mange har spillet eliteungdomsfodbold, men også dem, der ikke har, er velkomne på holdet. Der er en forståelse for, at der skal være spilletid til alle, der er andet i livet end fodbold og en evne og vilje til at få det til at fungere for alle.

Denne sæson er den anden sæson med 7-mands. Holdet har tidligere været et 11-mandshold, men da mange er ude at rejse på skift, har fuldtidsjob, uddannelse, kærester og et byliv, der skal passes, fungerer det meget bedre med 7-mands lige nu. Dem, der vil lidt mere, spiller så bare for vores GF Fyn Seriehold også. Da holdene træner sammen, er det nemt at være spiller på begge hold.

GF Fyn Serieholdet og 7-mands holdet er i løbet af denne sæson vokset tæt sammen i et forrygende samarbejde både med spillerne og træner René Gramm.

Pigerne siger selv om holdet:

”Et megahyggeligt hold med de sødeste piger, hvor der er plads til både grin, fællesskab og fodbold, uden at det bliver alt for seriøst og forpligtende.”

”Et hold, hvor vi hygger omkring fodbolden. Vi har 100 % fokus på fodbolden, når vi spiller, men 100 % fokus på hyggen før og efter.”

”7-mandsholdet er dejligt at være en del af, da det er fuldt af energi og fjolleri. Vi tager det alle seriøst, når vi er på banen, men samtidig er vi useriøse og hygger uden for banen. Det er en fantastisk blanding.”

”På 7-mandsholdet har vi det sjovt, samtidig med at vi spiller fodbold på til tider et rigtig godt niveau. Vi tager ikke det hele så tungt og hygger os nogle gange lidt for meget til træningerne.”

”Vi er et socialt hold, som har god humor og en stor kærlighed til (øl).”

”Det bedste ved 7-mands er det gode fællesskab, masser af grin og fodbold uden alt for meget pres.”

Selvom ambitionen bare var at skabe et hold, hvor pigerne kunne hygge sig med noget bold, tager vi da alligevel gerne imod 1.-pladsen i A-rækken og Fyensmesterskabet med en smule stolthed.