Spædende topopgør lørdag

31. oktober 2026
Af: Jan Klivager Larsen, bestyrelsesmedlem & sportskoordinator
6H6A7722

Spænxende topopgør lørdag

Efterårssæsonen for Dalum IFs GF Fyn Seriehold afsluttes med et rigtigt topopgør, da ØB er modstanderen på Middelfart Sparekasse Stadion i Dalum med kampstart lørdag kl. 12.00. Der er lagt op til en vanvittig spændende kamp mellem to mandskaber der ligger side om side i toppen af GF Fyn Serien.

Der er vel egentlig ikke noget bedre end at afslutte fodboldåret 2026 med ”Årets kamp” og så endda hjemme i det efterårspyntede stadion i Dalum. Der spilles om tre meget vigtige points, om hvilket af de to hold, som skal have den bedste udgangsposition til foråret, samt at holde Kerteminde bag sig. Holdet fra badebyen er placeret på rækkens 3. plads 3 points efter, men Kerteminde har to kampe tilbage af sæsonen og kan derved komme a points med en eventuel vinder af lørdagens topopgør i Dalum.

Det er ingen tilfældighed at ØB ligger i toppen af denne sæsons GF Fyn Serie, da holdet i sidste sæson godt nok betalte lidt lærepenge i Danmarksserien, men samtidig har det været med til at udvikle holdet yderligere. ØB trænes af klubmanden og den tidligere B. 1913 tekniker Carsten Andersen og han råder over en stærk trup. ØB kom faktisk lidt famlende fra start i august måned med kun 1 points i de to første kampe mod de to 2. hold Næsby og Middelfart, men derfra har holdet ikke set sig tilbage med 8 vundne og 2 uafgjorte kampe i de seneste 10 matcher.

ØB er da også et ganske rutineret mandskab med en række profiler, specielt den farlige kantspiller Malthe Bjerrehus Frahm og midtbanespilleren Frederik Kjær Hansen, begge har tidligere spillet i Dalum IF, er nøglespillere for ØB. Derudover skal naturligvis nævnes den farlige angriber Emil Petersen, som scorede hele 3 mål i den seneste kamp mod Kerteminde, som blev vundet meget imponerende med hele 4-0.

Der er ingen tvivl om at Dalum spillerne skal op på den helt store klinge mod ØB for at få points, men Dalum holdet er ligeledes formstærkt med senest 5 sejrer i træk. Sidste kamp blev vundet under svære vejrbetingelser ude over KFUM med 1-0, på en første halvlegs scoring af Elias Asmussen. I en kamp hvor holdet igen viste rygrad med en viljestærk indsats og vandt yderst fortjent.

I det hele taget har holdet været inde i en god udvikling gennem efteråret, så stor ros til både spillerne og ikke mindst trænerteamet Nicolai Christensen og Daniel Cilius Berg. Holdet spiller langt mere modent og afklaret end tidligere og det gælder både offensivt og defensivt ikke mindst i presspillet. Heldigvis har holdet været næsten uden skader i de seneste kampe, hvilket har givet en god kontinuitet også selvom der er blevet roteret lidt fra kamp til kamp. Det er dog ikke tilfældet denne gang, da samme 14 mand er udtaget som til KFUM-kampen i sidste weekend, dog er den store angriber Nikolai Christensen også udtaget til ØB-kampen, da truppen består af 15 mand, der siden bliver reduceret til de 14  mand der er plads til på holdkortet.

Dalum IFs GF Fyn Seriehold håber på rigtig stor opbakning til dette spændende topopgør og ”årets kamp” for holdet, så kom og støt Dalum spillerne på lørdag kl. 12.00 i kampen mod ØB, hvilket spillerne fortjener efter den meget flotte efterårssæson – det vil være så vigtigt at få den sejr over stærke ØB.
Husk at der er gratis adgang til Middelfart Sparekasse Stadion for alle medlemmer af Dalum IF og forældre i følgeskab med deres børn kommer ligeledes gratis ind, ligesom der naturligvis er mulighed for at forsyne sig fra Salgsboden.

Der er dermed udtaget følgende 15 mand i Dalum IF truppen til kampen mod ØB:
Laurits Lindgaard Larsen, August Regner Bulken, Julius Erfurth, Viktor Nielsen, Gustav Findsen, Nicolai Bechsgaard Nielsen, Nicolai Roe-Holst, Valdemar Bolander Hansen, Bertram Schlosser, Tobias Lindhardt, Bilal Nassar, Elias Asmussen, Simon Stendahl Johansen, Mads Emil Rohr samt Nikolai Christensen