Om Dalum IF
Hvem er vi
Historien:
DALUM IDRÆTS-FORENING blev stiftet den 28. juni 1931 med det primære formål at kunne tilbyde fodbold til lokalområdets beboere.
Gennem årene og frem til nu har der dog været andre idrætsgrene på programmet, blandt andet bordtennis og taekwondo.
Dalum IF var i de første spæde år blot en lille klub som gjorde sig mest i de lokale serier, men i de seneste 25 år har klubben også prøvet kræfter med divisionsfodbold under DBU. Først som selvstændig klub med et enkelt år i 1. division som bedste resultat, derefter fra 2006 var Dalum IF med til at stifte FC FYN sammen med B 1909 og B 1913. FC FYN havde en 8. plads i 1. division i 2010 som bedste resultat.
I 2013 blev FC FYN opløst og Dalum IF blev indplaceret i Albaniserien – den højeste fodboldrække på Fyn – med vort bedste seniorhold på herresiden. Fra 2015 frem til 2023 blev det til 8 år i 2. og 3. division, men holdet er nu tilbage i GF Fyn Serien (Fynsserien).
Til gengæld spilles der fortsat divisionsfodbold i Dalum IF via klubsamarbejdet Dalum/Næsby Bk. spiller kvinderne i 2. division.
Dalum IF i dag:
Vi er i dag over 1100 medlemmer i Dalum IF, hvoraf ungdommen udgår de ca. 900 medlemmer, næsten ligeligt fordelt mellem drenge- og pigespillere. Dermed er vi den største fodboldklub på Fyn målt på antal medlemmer.
Dalum IF er en på alle måder en meget velfungerende klub, hvor et godt socialt samvær vægtes meget højt og med et bredt fundament af forældre involvering.
Der spilles fodbold i alle aldersgrupper, for både piger og drenge, fra U5 til Supermasters.
Dalum IF ønsker at talentudvikle i alle aldersgrupper, både sportsligt og menneskeligt, således at vi klæder vores medlemmer optimalt på til alle livets udfordringer både på og ikke mindst udenfor fodboldbanen. Vi har ambition om at være repræsenteret med hold på alle turneringsniveauer for både drenge og piger. På sigt har vi ambition om igen at blive divisionsklub også på herresiden, primært med spillere udviklet i vor egen ungdomsafdeling, men dette må ikke være på bekostning af, at vi vil være en velfungerende klub for alle.
Dalum IF drives af mere end 150 frivillige trænere/ledere, hvoraf mange er uddannet på Dalum IFs eget lederakademi. Derudover er ansat en inspektør, en klubkoordinator, en fleksjobber samt tre trinledere. Hertil kommer 2-3 personer i jobtilskud og jobpraktik, der sikrer, at klubhus, baner og udenomsarealer altid forefindes i optimal forfatning.
Dalum IF’s faciliteter:
Dalum Stadion – Rema 1000 Park Dalum - ligger smukt i læ og omkranset af store bøgetræer sammen med Dalum IF’s klubhus og benyttes i løbet af sæsonen af alle hold lige fra den lille 5 årige spiller til ældste senior.
Dalum IF’s målsætning er, at det ikke kun er 1. holdene, som spiller på Stadion, men alle hold og aldersgrupper. Uanset hvilket hold man spiller på, så vil man få mulighed for at spille på Stadion.
Dalum IF råder over et velfungerende klubhus, hvor der udover omklædningsrum, også forefindes mødelokaler samt et stort opholds- og mødeareal med moderne AV udstyr. Klubbens sociale omdrejningspunkt er Caféen, hvor der er muligheder for at købe lettere retter samt drikkelse. Der kan ligeledes bestilles forskellige menuer til møder, holdafslutninger og hvad der måtte være af arrangementer.
Derudover benytter Dalum IF-banerne på Dalumgårds Allé samt banerne ved Tingløkkeskolen. I alt råder Dalum IF, udover Dalum Stadion, over 5 stk. 11-mandsbaner, 2 stk. 7-mandsbaner, 4 stk. 5-mandsbaner samt et variabelt antal 3-mandsbaner. Der forefindes en Kunstgræsbane ”Sparekassen Danmark Arena” ved Tingløkkeskolen, samt en 11-mands græsbane ved ”Gasværket” begge med lysanlæg.
Dalum IF – Èn Klub Èt Fællesskab