Menu

Fjordager gæster Dalum IF

image Dalum IF keeper Rasmus S. Villadsen redder stort et straffespark fra Hedensted i torsdags. Desværre var det ikke nok for Dalum IF som taber 2-3 (Foto: Robert Hierath)
Jan Klivager Larsen, sportskoordinator
30. marts 2024 kl. 10:51

På påskens sidste hellig- og fridag 2. påskedag mandag den 1.april står den igen på fodbold for Dalum Ifs Danmarksseriehold. Denne gang er modstanderen Fjordager IF, så der er igen tale om et spændende Odense lokalopgør og med kick-off kl. 13.00 som vanligt.

Denne 2.påskedag er Dalum IF tilbage i vante kamp omgivelser i Rema 1000 Park Dalum, hvor grønsværen i skrivende stund her lørdag morgen ser ganske flot ud. Det er så bare at håbe på, at der ikke kommer alt for megen nedbør i de kommende dage.

Der er ingen tvivl om at Dalum skal vinde de to sidste kampe i Grundspillet, hvis det skal være realistisk at tro på Oprykningsspil. Udover mandagens kamp mod Fjordager gælder det en udekamp mod Tarup/Paarup på næste lørdag. Selvom det ikke skulle blive til Oprykningsspil i denne omgang, vil Dalum IF gøre sig en stor tjeneste ved at få så mange points med i Kvalifikationsspillet som overhovedet muligt, så set i det lys er kampen mod Fjordager meget vigtig.

Det startede så godt med en sejr på 3-1 over B. 1909 i premieren, men nederlaget i torsdags i Hedensted var en streg i regningen for Dalum IF. Der er dog ingen grund til at dvæle ved Hedenstedkampen, da det blot kan konstateres at hjemmeholdets sejr var ganske fortjent. Forhåbentlig lykkedes det at få revanche på mandag mod Fjordager.

Denne signatur skal mindeligt gøre opmærksom på, at ingen kampe i denne Danmarksserie er noget der bare skal overstås. Vel ligger Fjordager klart sidst i puljen og har ind i mellem fået ørene lidt i maskinen, men til andre tider har Fjordager faktisk spillet noget meget fin fodbold, så de fem points som holdet står noteret for i stillingen er klart i underkanten.

Dalum IF havde da også rigeligt besvær med at vinde den omvendte kamp i efteråret, hvor mandagens hjemmehold med megen møjen og besvær vandt med 2-1 over Fjordager, som faktisk førte 1-0 i stort set hele første halvleg. Dalum IF scoringerne blev den dag sat ind af Frederik Kjær Hansen (skiftet til OKS) samt Marc Gangia, som blev matchvinder med 2-1 målet scoret på straffespark i anden halvleg. Det resultat vil være dejligt at gentage, men det kræver at Dalum IF spiller op til sit allerbedste og at alle mand i hele truppen går ydmygt til opgaven.

Husk at kampen spilles i Rema 1000 Park, Dalum og lad os håbe på stor opbakning til hjemmeholdet Dalum IF.

Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk