Menu

Målløst i ellers velspillet kamp

image Asbjørn Sylvester B. Larsen spillede en flot kamp i Dalum IFs midterforsvar. (Foto: Robert Hierath)
Jan Klivager Larsen, sportskoordinator
27. april 2024 kl. 17:15

Danmarksserien, Kvalifikationsspillet pulje 2

Målløst i ellers god kamp

Dalum IF – Ringkøbing IF 0-0 (0-0)

Dalum IFs Danmarksseriehold spillede lørdag eftermiddag en af sæsonens bedste kampe, men desværre rakte det kun til et 0-0 resultat mod Ringkøbing IF. Lørdagens kamp var i første omgang blevet flyttet til ”Kunsten” Sparekassen Danmark Arena, men et lille døgn uden regn havde gjort græsset i Rema 1000 Park Dalum godt, som ved kampstart faktisk fremstod ganske velplejet og absolut spilbar i det flotte forårsvejr over Dalum.

Dalum Ifs trænerteam havde denne lørdag for første gang valgt at starte med kun 18 årige Laurits Lindgaard Larsen i målet. Laurits fik dermed sin første kamp i Dalum IF målet og debutanten kvitterede med en fejlfri kamp, hvor han tog sig af hvad der kom, ligesom han var meget rolig og sikker i afspillet.

I den meget tætte Kvalifikationspulje var der lagt op til en såkaldt seks points kamp, hvor der var kæmpe forskel på en sejr eller et nederlag. Det skulle efter 90 velspillede minutter så vise sig, at det blev ved status quo, da ingen af de to mandskaber formåede at score. Dette kunne gæsterne fra Ringkøbing absolut være bedst tilfreds med, selvom kampen mellem de to straffesparksfelter var ganske jævnbyrdig, var det Dalum som havde klart de fleste større chancer.

Det startede ellers noget tøvende for Dalum IF og allerede efter 25 sekunders spil var Ringkøbing tæt på at komme i front, med et flot opspil i venstre side og en perfekt flad aflevering ind omkring 11-meterplatten. Heldigvis for Dalum blev afslutningen sendt få centimeter over mål. I de følgende 5-7 minutter var Dalum spillerne lidt på hælene, dog uden at det lykkedes gæsterne at komme foran.

Langsomt men sikkert åd Dalum spillerne sig ind i kampen og blev det spilstyrende mandskab. Omtrent halvvejs i første halvleg blev Rasmus Skovgaard Jensen stukket i dybden, men desværre sneg hans afslutning sig lige uden om gæsternes mål. Den resterende del af første halvleg blev uden de helt åbne chancer, men i sekunderne inden pausen var Dalum millimeter fra at komme i front. Johan Lykkeberg var suset perfekt  med frem, men han fik desværre ikke scoret på en ripost fra indersiden af stolpen, men ind over stregen kom bolden desværre ikke. I den situation stod heldet Ringkøbing holdet bi.

Dalum IF spillerne var ganske fortrøstningsfulde i pausen og det blev da også en anden halvleg, hvor Dalum fik tilspillet sig en håndfuld store chancer, men det eneste kritikpunkt denne lørdag var, at Dalum ikke fik scoret i hvert fald en to, tre mål. Dette skyldtes da også primært at Ringkøbing Ifs målmand Simon Brogaard stod en fantastisk kamp og tog alt hvad der kom fra Dalum angriberne.

Det startede allerede to minutter inde i anden halvleg, hvor et dommedagshug fra Rasmus Skovgaard Jensen sneg sig millimeter udenom gæsternes mål. Gæsterne havde utroligt svært ved at tøjle Dalum Ifs angrebstrio Rami Ayman, Marc Gangia og Rasmus Skovgaard, selv tre mod fem var trioen farlig, men det lykkedes desværre ikke Dalum at slå kapital af det flotte spil.

I kampens døende minutter var det til gengæld Ringkøbing som slog tilbage med en lille håndfuld hjørnespark, samt en enkelt større chance, som dog blev sendt klart uden om Dalum målet. Omvendt lurede Dalum også hele tiden på omstillingsmulighederne, men det skulle ikke lykkedes at få nummermanden aktiveret denne lørdag eftermiddag i Dalum.

 

Alt i alt blev det en yderst velspillet Danmarksseriekamp mellem to hold som gerne ville spille spillet, hvor begge mandskaber hele tiden dog også lurede på det mere direkte spil. At det ikke blev en Dalum sejr i denne omgang er naturligvis ærgerligt, da de større chancer vel faldt ud i noget der lignede 7-2 i hjemmeholdets favør.

Det var dog rigtig mange positive elementer at tage med fra Ringkøbing kampen. Dalum spillerne kom frem til et antal chancer, som normalt ville give tre points. Når det så ikke kunne lykkedes at score, var det dejligt at overvære, at der ikke blev slækket på den defensive organisation, således at Dalum spillerne holdt nullet  og trods alt fik et vigtigt point ud af kampen.

Det er derfor bare at fortsætte med at holde snuden i sporet, så skal holdet nok tilspille sig points nok til at kunne forny billetten til den Danmarksserie som påbegyndes efter sommer. Der blev denne lørdag vist sammenhold, attitude, løbevillighed samt kløgt, så vi alle glæder os til fortsættelsen i de kommende uger.

Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk