Menu

Tre vigtige points til kollektivet (nu opdateret med billeder)

image Rasmus Skovgaard Jensen scorede hattrick i kampen mod B. 1909 og bidrog derfor væsentligt til 3-1 sejren. Her udligner Rasmus til 1-1 (foto: Robert Hierath)
Jan Klivager Larsen, sportskoordinator
23. marts 2024 kl. 22:57

Danmarksserien Pulje 3, Grundspillet

Tre vigtige points til kollektivet

Dalum IF – B. 1909 3-1 (2-1)

0-1 (9. min.) Jonas Lund
1-1 (16. min.) Rasmus Skovgaard Jensen
2-1 (20. min.) Rasmus Skovgaard Jensen
3-1 (77. min.) Rasmus Skovgaard Jensen

Udvisning: (91. min.) Erik Ingemann Andersen, B. 1909 (To gule kort)

Dalum Ifs Danmarksseriehold vandt en nærmest livsvigtig sejr lørdag eftermiddag, da holdet sejrede med
3-1 over lokalrivalerne fra B. 1909. Debutanten Rasmus Skovgaard Jensen blev den store matchvinder for hjemmeholdet med et hattrick i en stormomsust forestilling i Sparekassen Danmark Arena ved Tingløkkeskolen.

Det var bagt godt op til lørdagens lokalopgør mellem Dalum IF og B. 1909 og det pænt store fremmøde fik da også en intens forestilling at se. Omstændighederne med en meget kraftig vind på langs af banen, besværliggjorde naturligvis det polerede fodboldspil, men alligevel blev der for tid til anden vist nogle flotte aktioner, så alt i alt i hvert fald set med hjemmeholdets vedkommende blev det en fin lørdag eftermiddag.

Det var ellers gæsterne fra B. 1909 der kom klart bedst fra start, endda i den kraftige modvind, hvor nierne fik sat nogle flotte angreb sammen, mod et hjemmehold som måske var hæmmet lidt af kampens vigtighed. Det var vel derfor en logisk konsekvens, at B. 1909 kom foran efter 9 minutters spil, da Jonas Lund sikkert afsluttede et mønsterangreb med flot at sparke bolden op i det ene målhjørne. Et par minutter senere var samme spiller tæt på at øge til 2-0, men Dalum holdet slap med skrækken da bolden sneg sig forbi målet i en ellers god position. En scoring dér kunne måske have betydet et andet kampforløb.

Dalum IF fik dog relativt hurtigt svaret igen med to scoringer indenfor fem minutter og kampen blev vendt på hovedet. Begge gange var det nytilgangen fra TPI altid farlige Rasmus Skovgaard Jensen som sikkert udnyttede et par gode opspil fra Dalum holdet og dermed var Dalum IF pludselig foran med 2-1. Med vinden i ryggen var Dalum IF naturligvis mest på bolden og kom da også frem til nogle fine afslutninger. Blandt andet testede Marc Gangia overliggeren, men bolden fløj efterfølgende til målspark også et par andre Dalum forsøg kunne have givet Dalum en bedre udgangsposition til anden halvleg end 2-1 føringen som blev første halvlegs resultat.

I anden omgang var det Dalum Ifs tur til have det, der nærmest var udviklet sig til en storm, lige i hovedet og det betød fra halvlegens start et pænt tryk på Dalum IF forsvaret. I det store og hele fik den hårdt arbejdende defensiv for hjemmeholdet holdt B. 1909 fra de helt åbne chancer. Det var dog tæt på efter 12 minutters spil i anden halvleg, hvor B. 1909 fik scoret, men målet blev korrekt annulleret af dommer Frederik Hansen Baatrup der iøvrigt dømte en flot kamp.

De farligste forsøg fra gæsterne kom fra halvdistancen, der i et par omgange fik flot afsluttet, men i begge tilfælde redede hjemmeholdets keeper Rasmus S. Villadsen flot, ligesom han også på et tidspunkt kunne brillere med en dobbeltredning. Dalum IF lurede mere på nogle hurtigere omstillinger og det gav da også et par chancer. I et tilfælde blev Rasmus Skovgaard Jensen sendt afsted i dybden, men B. 1909s målmand Jacob Fechtenburg Henriksen begik frispark lige uden for feltet, som han fik en noget orange advarsel for. Det efterfølgende frispark førte ikke til noget.

Det gjorde en anden flot Dalum IF omstilling et par minutter senere og igen var det Rasmus Skovgaard Jensen der var skarpretteren og dermed fik fuldbyrdet sit hattrick. Scoringen til 3-1 til hjemmeholdet tog lidt af trykket fra B. 1909 og Dalum kom mere på bolden i det sidste kvarter, hvilket i den hårde modvind naturligvis var det bedste forsvar. Dalum IF fik dermed kørt en meget vigtig sejr i hus i den meget tætte pulje 3 i Danmarksserien.

Med tre scoringer bidrog Rasmus Skovgaard Jensen naturligvis flot til hjemmeholdets sejr, men reelt var den største sejr kollektivet, da samtlige Dalum spillere inklusive indskifterne alle bidrog til, at Dalum IF fik den start på forårssæsonen som vi alle havde drømt om.

Der er dog intet der er afgjort endnu i forhold til Top 5 eller for den sags skyld til at forblive i Danmarksserien. I forhold til Top 5 venter der tre finaler mere og den første kommer allerede Skærtorsdag den 28. marts kl. 13.30, hvor Dalum IF skal møde Hedensted på udebane. Hedensted ligger lige efter Dalum IF i tabellen med et point mindre og holdet sejrede lørdag med hele 6-0 over Fjordager, så der venter igen Dalum en svær men også meget spændende kamp.

Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk