Menu

VRI første modstander i Kvalifikationen

image Johan Lykkeberg klar til at atge et indkast i kampen mod B. 1909 (Foto: Robert Hierath)
Jan Klivager Larsen, sportskoordinator
11. april 2024 kl. 21:44

Dalum IF tager lørdag kl. 13.00 hul på Kvalifikationsrækken til næste sæsons Danmarksserie når VRI – Vejlby-Risskov Idrætsforening gæster Dalum Ifs i den første kamp i Kvalifikationsrækken.

Kvalifikationsrækken består at de hold som har placeret sig på 6. til 10. pladsen i Grundspillets pulje 3 og 4. Dalum IF skal ikke møde de hold som har spillet i pulje 3 – den fynske pulje – men udelukkende de fem klubber som kommer fra Pulje 4. Udover VRI drejer det sig om Ringkøbing, Hobros- og AaBs divisionsreserver samt Varde. Dalum IF skal møde de fem hold både hjemme og ude, så det giver 10 kampe i alt i Kvalifikationsrækken.

Den store ubekendte i den ligning er, at der i skrivende stund ikke er klarhed over, hvor mange klubber der skal rykke ned fra denne Kvalifikationsrække Pulje (Vest). Allerede nu ved man at minimum fire hold skal ud af rækken, men dette tal kan øges til fem, hvis Vanløse IF ikke er blandt nedrykkerne fra 3. division. Det tal kan så igen øges til seks, hvis det næstbedst placerede Vest hold i Oprykningsspillet taber kvalifikationskampene til det ditto østhold. Omvendt hvis Vanløse rykker ned i Danmarksserien og østholdet stadig vinder ovenstående kvalifikationskamp, så er vi tilbage på fem nedrykkere fra Kvalifikationsrækken pulje 2.

Det er lidt kompliceret og ikke så brugervenligt for publikum må man sige, men omvendt gælder det om som altid fodbold, at få så mange points som overhovedet muligt. Dalum IF er i den momentale stilling placeret lige omkring den ”farlige” streg, så det vil være meget vigtigt at komme godt fra start og om muligt meget gerne vinde lørdagens kamp mod VRI.

VRI kommer ind i Kvalifikationsspillet med 18 points hvor Dalum IF står på 20 points, da samtlige points fra Grundspillet overføres til Kvalifikationsspillet. Det ville derfor være super dejligt og ikke mindst vigtigt, hvis Dalum IF kunne starte med en sejr i denne første kamp mod VRI, men mon ikke gæsterne har samme plan.

Efter de mange lokalopgør mod hold fra det odenseanske, hvor der har været meget stort kendskab til modstanderne, er det lidt modsat her med nogle jyske hold, som vi ikke umiddelbart kender så meget til. Dalum Ifs trænerteam har dog forsøgt at trække på sit netværk, så det er lykkedes at blive noget klogere på de kommende modstandere herunder også VRI.

Der er dog nok ingen tvivl om at kampen mod VRI bliver en jævnbyrdig forestilling, hvor det igen bliver de små marginaler der afgør kampen. Dalum IF må desværre se bort fra Rasmus Skovgaard Jensen, som har fået en spilledags karantæne for advarslen i det ærgerlige nederlag mod TPI. Til gengæld er der håb om at Marc Gangia er kommet sig over sig lårskade og kan være med i kampen mod VRI.

Vi håber på stor opbakning til kampen på lørdag mod VRI som spilles i Rema 1000 Park Dalum medmindre vejrguderne sender mere regn mod Dalum i timerne op til kampen.

Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk