Den mangeårige Dalum IF leder og inspektør Paul Ejner Hauge er gået bort
Paul Ejner Hauge ses som nummer to fra højre (Foto: Robert Hierath)
Dalum Ifs tidligere mangeårige leder og inspektør Paul Ejner Hauge er gået bort lørdag den 7. februar 2026 i en alder af blot 71 år.
Paul Ejner Hauge har livet igennem haft adskillige lederjobs i fodbolden, både på klubplan i Dalum IF og i primært DBU FYN. Alle steder var ”Hauge” en meget populær leder og altid i overskud med et skævt smil eller et grin, ligesom han heller ikke stod bagerst i køen, når der skulle tages fat i de forskellige arbejdsopgaver indenfor fodbolden. Dette både i forhold til de små opgaver samt ikke mindst det lange seje stræk med bestyrelsesposter først i Dalum IF og i de seneste omkring tyve år i DBU FYN regi helt frem til 2022.
Paul Ejner Hauge påbegyndte sit bestyrelsesarbejde i Dalum IF helt tilbage omkring 1980, hvor han fik en post i seniorbestyrelsen og sidenhen var det i hovedbestyrelsen i Dalum IF, som fik glæde af den efterhånden rutinerede fodboldleder. Det var i den periode at Dalum IF spillede i landets næstbedste række og indimellem med et fyldt Dalum Stadion til kampene. Paul Ejner Hauge var desuden holdleder for Dalum Ifs første herrer seniorhold i den føromtalte gyldne periode, så der er gennem tiderne lagt tusindvis af ”interessetimer” i fodbolden til gavn for Dalum IF. Mange tak for det.
I år 2000 blev Dalum IF også arbejdsplads for Hauge i de kommende godt 12 år, da var ansat som klubbens inspektør, hvilket var et hverv han udfyldte til alles bedste og altid villig til at hjælpe både lilleputspilleren og divisionsspilleren – alle var lige i Hauges univers. Inden Hauge blev ansat i Dalum IF var han ansat i et speditørfirma i over 20 år primært beskæftiget med fragt af sø- eller luftvejen.
Indtil 2022 var Hauge et yderst respektabelt medlem af DBU FYNs bestyrelse, hvilket helt betød at han fik både DBU FYNs sølv- og guldnål, ligesom han i 2022 blev æresmedlem i DBU FYN, hvilket var helt fortjent efter mere end 40 års lederjobs i fodboldens verden her på Fyn. Derudover har Hauge været medlem af DBU højeste myndighed DBUs Repræsentantskab i en næsten 20 årig periode.
Paul Ejner Hauge bisættes fra Dalum Kirke fredag den 20. februar 2026 kl. 11.00 – æret være Paul Ejner Hauges minde.