Roxana finalist til prisen som DIFs årets frivillig 2025
Dalum IF er uroligt stolte og glade for at kunne informere om, at Roxana Bayati er nomineret til prisen som DIFs årets frivillig 2025. Prisen fra Arbejdernes Landsbank er en af de fornemste i dansk idræt og Dalum IF er naturligvis meget glade på Roxanas vegne og er beskedne nok til at syntes, at nomineringen er yderst fortjent. Vinderen bliver kåret ved DRs store sportsshow SPORT 2025 den 3. januar 2026.
Først var der 400 indstillede, som blev reduceret til 10 og nu er de tre finalister blevet offentliggjort. Udover Roxana er indstillet formanden for den amerikanske fodboldklub Horsens Stallions Søren Hartvig Rasmussen og Muamer Sultic, der er formand for Vallensbæk Bordtennis Klub.
I indstillingen af Roxana hedder det således:
Roxana bliver beskrevet som en person, der skaber forandringer i børns liv. Hun er respekteret og dybt værdsat, af både børn, forældre og klubben. Hun er træner for en lang række pigehold, som hun også har været drivkraften bag. Hendes indsats er velkendt i det fynske fodboldmiljø, og Roxana har flere gange selv betalt for fodboldstævner, tøj og udstyr til børn fra familier med få ressourcer. Alt sammen for at sikre sig, at alle børn kan få gode oplevelser og føle sig som en del af fodboldfællesskabet.
Roxana udtaler i anledningen af nomineringen:
Jeg blev helt rørt, da jeg fik at vide, at jeg var nomineret. Det hele takket være pigerne, deres forældre og klubbens tro på mig og min idé om at starte nye pigehold op. Det betyder meget for mig, at der var nogen, der troede at jeg kunne løfte opgaven.
Der er ingen tvivl om, at Roxana hver eneste dag gør noget ekstra for de mange børnefodboldspillere i Dalum IF. Roxana ser aldrig begrænsninger, hverken for hendes mange fodboldpiger eller for Dalum IF, hvilket er med til at udvikle både børnene i vor klub samt Dalum IF som forening. Fra nytår er Roxana desuden også blevet udviklingstrænerne for drengene for U5 til U9 drengene, hvilket vel bare giver nomineringen endnu mere pondus.
Roxana og de to andre ildsjæle skal derfor med i DRs store sportsshow SPORT 2025, der sendes direkte fra Boxen i Herning den 3. januar 2026, hvor den endelige vinder kåres.
Ved showet belønner Arbejdernes Landsbank vinderen med 75.000 kroner. De 25.000 kroner går til vinderen selv og de 50.000 til den forening, som vinderen kommer fra. De to andre finalister hyldes med hver 10.000 kroner.
Vi ønsker Roxana alt muligt held og lykke i Herning – alle i Dalum IF hepper på dig, da det vil være så fortjent hvis du vinder prisen som årets frivillig 2025.

På billedet er det Jakob Lynge, privatkundedirektør i Arbejdernes Landsbank Odense,
der overrækker Roxana en buket blomster i forbindelse med offentliggørelsen af at
Roxana er blandt de tre sidste til prisen som DIFs årets frivillig 2025.