Menu

Årets første lokalopgør

image Kristian Weber i en atletisk situation fra et tidligere lokalopgør mellem Næsby Bk. og Dalum IF (Arkivfoto: Robert Hierath)
Jan Larsen, sportskoordinator
11. maj 2022 kl. 20:47

Dalum IFs divisionshold spiller på lørdag kl. 14.00 årets første lokalopgør, da holdet blot skal køre få kilometer mod nord mod destinationen ALPI Arena i Næsby, hvor der venter et spændende lokalopgør mod Næsby Boldklub.

Begge hold har udspillet sine muligheder i dette Oprykningsspil i 3. division, hvor det er FC Roskilde, Frem og VSK Aarhus, der duellerer om de to oprykningspladser til 2. division. Alligevel må der igen forventes et intenst lokalopgør, da det altid er dejligt at have håneretten på egne hænder, så Dalum IF vil gøre alt for at få sin første sejr i Oprykningsspillet.

Næsby Boldklub er kommet noget bedre fra start i Oprykningsspillet, hvor holdet har fået fire points opnået i de to sidste kampe med først en 3-1 sejr over IF Lyseng og senest en flot uafgjort 2-2 ude mod FC Roskilde. I de hele taget har Kristoffer Johansens tropper haft et ganske fint fodboldforår, da holdet også afsluttede Grundspillet uden nederlag i de fem kampe som blev afviklet her i foråret.

Dalum IF har haft en lidt mere blandet fodboldforår, hvor der har været både gode præstationer og kampe hvor der har manglet lige det sidste. Naturligvis har det været svært at opnå kontinuitet, da truppen har været usædvanligt hårdt ramt af skader, men vi føler egentlig at have en ret bred trup, som dog har været lidt udfordret med de mange ændringer i holdopstillingen fra gang til gang.

De to sidste kampe er vel egentlig et meget godt bevis udsvinget i præstationerne. I forrige weekend spillede Dalum IF en fremragende kamp mod stærke Bk. Frem, men tabte ærgerligt på et mål i overtiden. Til gengæld var sidste weekends kamp og 0-1 nederlag mod IF Lyseng mindre god, specielt i første halvleg hang ikke meget sammen for Dalum IF mandskabet. Anden halvleg blev noget bedre men alt i alt en præstation under middel.

På den vis er det dejligt at kampen lørdag er et lokalopgør, som oftest har deres helt egne liv. På papiret og sikkert også hos odds sætterne er Næsby pænt store favoritter, men denne signatur tror på at lokalopgøret kommer på det helt rigtige tidspunkt for Dalum IF. Dalum spillerne er sultne efter en sejr og kan bare give den fuld gas, så der venter forhåbentlig Næsby spillerne en overraskelse, selv det er svært at overraske hinanden i sådant lokalopgør, da de to holds spillere og trænere har et pænt stort kendskab til hinanden.

Dalum IF må desværre se bort fra den dynamiske kantspiller Marcus Bay Jensen, som må afsone sin ene karantænedag på lørdag. Derudover er der ingen karantæner, ligesom skadeslisten heldigvis ser lidt slankere ud end for et par uger siden.

Vi håber at rigtig mange Dalum IF supportere vil støtte holdet på lørdag i Næsby, således at også udeholdet kan få stor opbakning fra lægterne, hvilket måske kan blive afgørende for, at vægtskålen tipper til Dalum IFs fordel i lokalopgøret.

Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk