Aarhus Fremad gæster Dalum Stadion

Dalum IFs 2. divisionshold er tilbage på favoritbanen Dalum Stadion 2. påskedag mandag den 5. april, hvor holdet møder Aarhus Fremad med kampstart som vanligt kl. 14.00.
Det er to hold der nok ikke er helt tilfredse med sæsonstarten der tørner sammen på påskens sidste helligdag. Gæsterne fra Aarhus har endnu ikke smagt sejrens sødme her i foråret, da det indledningsvis er blevet til to uafgjorte kampe blandt andet 1-1 mod vore bysbørn fra Næsby og senest et lidt skuffende 1-3 nederlag hjemme mod Holbæk.
Der er dog ingen tvivl om at Aarhus Fremad har kvalitet til mere, så det er nok kun et spørgsmål om tid før holdet kommer tilbage på vanligt niveau. De sort/gule fra Riisvangen har da også i den seneste år præget toppen af 2. division, dog uden at gå hele vejen med oprykning til følge. Fremad plejer gerne at ville have kontrol over kampene og dominere spillet, hvilket Dalum spillerne også gerne vil, så det bliver garanteret en seværdig forestilling og som vanligt også ganske jævnbyrdigt når de to hold krydser klinger.
For Dalum gælder det også om at komme tilbage og få points, efter tre kampe i streg som alle er blevet tabt. Det er derfor dejligt at komme tilbage på Dalum Stadion, hvor holdet i efteråret bare ikke kunne tabe. Udover nogle flotte kampe fik Dalum spillerne den gode vane at afgøre stort set alle kampe i de døende minutter, så det er en god ballast at have før mandagens kamp.
I de seneste tre kampe må vi være ærlige at sige, at spillet ikke har fungeret 100 procent i hele kampe, der har været perioder, også senest mod stærke Thisted, hvor spillet flød fint og Dalum sad godt på spillet. Der har dog også været svære perioder, hvor specielt anden og tredje bolde for ofte blev tabt, hvilket har betydet at spillet har været for presset og kampene er blevet spillet på modstandernes præmisser.
Grundlæggende har Dalum spillerne jo ikke mistet niveau siden den flotte Frem kamp, så det bør også her være et spørgsmål om tid før lykken vender igen. Der er derfor ingen tvivl om at kampen mod Aarhus Fremad er yderst vigtig for hjemmeholdet, hvor et nyt nederlag vil sende Dalum lidt tæt på den kedelige streg, men hvor en sejr vil give Dalum en fin udgangsposition for den resterende del af sæsonen. De fleste kan derfor nok leve med en ”grim” kamp bare Dalum IF vinder mod Aarhus Fremad.
Desværre er det stadig ikke muligt at opleve kampen på Dalum Stadion for publikum, men husk du altid kan se kampen på favorable vilkår på Ekstra Bladets Streaming: https://ekstrabladet.dk/kampagner/2division-klubtilbud/?utm_id=8762187817