Ærgerligt nederlag i Middelfart

- Division, pulje 2
Middelfart Bk. – Dalum IF 2-1 (2-0)
1-0 (16. min.) Casper Johansen
2-0 (39. min.) Adigun Salami
2-1 (80. min.) Kenneth Andersen (str.)
Det blev desværre til et knebent 2-1 nederlag i Middelfart lørdag eftermiddag. I en kamp hvor der var en halvleg til hvert hold, men de 3 points blev desværre nede i Middelfart i denne omgang.
Dalum startede egentlig kampen bedst de første 10-15 minutter, hvor de rødblusede Dalum spillere var meget på bolden, dog uden at kunne skabe de helt store målchancer. Efter 16 minutters spil kom Middelfart så desværre foran efter en smart hjørnesparks kombination, hvor Dalum spillerne desværre stod og sov lidt. Bolden blev spillet bagud til Middelfart anfører og altid skudfarlige Casper Johansen, sådan en chance må man ikke give ham, og han sparkede da også bolden rigtig flot i mål uden chance for keeper Lund. Efter målet sad Middelfart fuldstændig på spillet i resten af halvlegen og kom da også på 2-0 efter en omstilling, hvor Salami lagde bolden utageligt ind over Rasmus Lund. Man kan altid diskutere om målet burde være annulleret, da det godt kunne ligne at Salami lige akkurat lå i en offside position. Middelfart kunne i hvert fald gå til pause med en fortjent føring på 2-0. Egentligt kunne værterne vel også godt have ført med en pind mere, men Dalum var da dermed stadig med i kampen.
2. halvleg vendte fuldstændigt op og ned på spillet, da Dalum stort set var på bolden hele tiden. Med indskiftningen af Kenneth Andersen i det 40. minut ændrede kampen fuldstændig karakter, da Kenneth kom ind og viste den klasse vi ved han besidder. Frederik Humlegaard var millimeter fra at reducere til 1-2 efter et kvarters spil, men Middelfart målmand Casper Radza trak en konge redning op af ærmet og fik viftet afslutningen på stolpen. Efter et tungt Dalum pres kom belønningen endeligt 10 minutter før tid, hvor der blev begået et straffespark på evigt udfordrende Humlegaard. Kenneth Andersen reducerede sikkert på straffesparket og dermed kom Dalum på 1-2. Dalum fortsatte med at presse Middelfart helt i bund, men mere end ligeved og næste blev det desværre ikke. Men endnu engang var der stærke præstationer fra Dalum spillerne specielt Rasmus Schmidt, Alexander Nikolajsen og Rune Corfixen, samtidig var der et virkeligt stærkt indhop af Kennet Andersen.
Det blev til et alt i alt lidt ærgerligt 2-1 nederlag mod Middelfart, men egentligt det lover godt fremadrettet, så vi er fortsat ved godt mod, og ser nu frem mod pokalkampen på tirsdag mod Superligaspillerne fra OB.