Menu

Ærgerligt nederlag i Svendborg

image Dalum IFs målmand Mads K. Eriksen sikrer sig bolden i kampen mod SfB-Oure FA. Den opmærksomme læser kan se at det er fra en tidligere kamp mellem de to klubber på Høje Bøge Stadion (Arkivfoto: Robert Hierath)
Jan Klivager Larsen, sportskoordinator
17. juni 2023 kl. 22:43
  1. Division, Kvalifikationsspillet

    Ærgerligt nederlag i Svendborg

    SfB-Oure FA – Dalum IF 2-1
    (2-1)

    0-1 (5. min.) Asbjørn Sylvester B. Larsen
    1-1 (26. min.) Marius Stenner
    2-1 (45. min.) Marius Stenner

    Dalum IF afsluttede 3. divisionssæsonen og den sidste sæson som divisionsklub i denne omgang med et knebent 2-1 nederlag mod SfB-Oure FA. Akkurat som i flere tidligere i sæsonens kampe var Dalum spillerne tæt på i hvert fald den ene point i en meget jævnbyrdig kamp, men i sidste ende blev det endnu en gang et smalt og lidt ærgerligt nederlag.

Kampen i Svendborg lørdag eftermiddag var blevet flyttet fra Høje Bøge Stadion til SfB’s anlæg, hvor der i sommervarmen ventede de to mandskaber en flot grøn bane. Det var Dalum IF der kom bedst fra land og efter en håndfuld minutter fik tilkendt et frispark lige udenfor feltet. Den fine afslutning gav ikke mål i første omgang men et hjørnespark, som blev vekslet til en tidlig Dalum IF scoring. Hjørnesparket blev sendt ind i det bagerste område, hvor der kom et par returbolde inden Dalum Ifs midterforsvarer Asbjørn Sylvester B. Larsen headede bolden i nettet til en dejlig tidlig Dalum føring.

I den resterende del af første halvleg var jævnbyrdigheden ganske stor om end hjemmeholdet kom frem til de største chancer og desværre også to scoringer begge ved Marius Stenner. Den første scoring kom godt midtvejs i første halvleg, og ligesom ved Dalum målet efter et par returbolde. Det andet mål kom i overtiden i første halvleg, hvor en opspilsfejl af Dalum første til en omstilling til SfB-Oure FA, hvor bolden blev stukket i dybden og siden en tværaflevering ind til en helt fri Marius Stenner, som nærmest kurede bolden ind i Dalum målet fra et par meters afstand og dermed var hjemmeholdet i front 2-1.

Den ærgerlige afslutning på første halvleg havde ikke slået benene væk under Dalum spillerne, som startede anden halvleg stærkt. Først blev et dykkende langskud flot pareret af hjemmeholdets målmand og et par minutter senere sparkede Marc Gangia bolden fladt og snært forbi mål. Efterhånden som anden halvleg skred frem var det som om troen og måske også kræfterne svandt for Dalum spillerne, så hjemmeholdet fik kørt de tre points hjem efter en helt lige kamp.

Det blev dermed til et lidt ærgerligt nederlag til Dalum IF og dem har der desværre varet en del af i sæsonen, hvor den totale pointhøst blev stående ved de tre som blev tjent tidligere i foråret. Alligevel var det ganske imponerende af Dalum spillerne at kunne spille en fornuftig kamp i Svendborg, hvor de sidste marginaler som beskrevet gik ikke gik Dalum Ifs vej.

Det er vist ingen hemmelighed at det har været en svær sæson for Dalum spillerne, som skal have stor ros for at arbejde hårdt og holde både moralen og humøret højt hele vejen igennem. Forudsætningerne med usikkerheden op mod sæsonstart og et trænerskifte lige inden sæsonen startede var langt fra optimale for en divisionstrup. Dalum spillerne kan derfor efter et par træninger først i den kommende uge under ledelse af vor nye cheftræner Christoffer Földes gå på en velfortjent sommerferie, hvorefter der venter en kort optakt frem mod en spændende sæson i Danmarksserien med masser af lokalopgør på den anden side af sommerferien.

       

Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk