Menu

Anders Nielsen før FC Midtjylland

image
Jan Larsen, sportskoordinator
25. september 2018 kl. 17:56

Dalum IFs cheftræner Anders Nielsen har blandt andet følgende betragtninger før onsdagens møde med de danske mestre fra FC Midtjylland. 

Dagens modstander – de danske mestre fra FC Midtjylland - er fra en lidt anden hylde end de normale turneringsmodstandere i 2. division. Hvor ser du den største forskel ?
”Det er helt klart på farten og den tekniske udførelse der bliver den største forskel, vi skal rykke tættere sammen og arbejde rigtig hårdt for at dæmme op for dette. Når vi kigger på det mentale og det taktiske til kampen er det mere lige og det er her vi skal udnytte at forskellen måske ikke er så stor”. 

FC Midtjylland er igen i år med i topstriden i Superligaen, hvorfor tror du at holdet kontinuerligt er placeret i top 3 i Danmark ?
”Det er fordi at de har rigtig dygtige spillere og rigtig dygtige trænere, længere er den ikke. De formår at uddanne egne spillere samtidig med at de er dygtige til at finde spillere i udlandet med højt niveau. De er samtidig ekstremt dygtige til at få spillerne videre til større klubber, hvilket gør klubben attraktiv for spillerne”.  

Sidste år i Pokalen matchede Dalum IF vore bysbørn Superligaholdet fra OB meget fornemt og tabte lidt ærgerligt på en sen scoring. Kan vort unge mandskab også drille FC Midtjylland, som nok lige er en cru op i forhold til OB?
”Vi skal ikke tænke så meget på resultatet men mere det niveau vi kan ramme, for det er det som vi kan arbejde videre med, både den enkelte spiller men også holdet vil være nødt til at præstere på allerhøjeste niveau for at kunne matche det FCM kommer med, og det er egentlig det niveau jeg er mest nysgerrig for at se, resultatet af kampen er sekundært for mig”. 

Har trænerteamet ændret noget i de sidste træninger op til FC Midtjylland kampen i forhold til vore normale forberedelser ?
”Vi spiller 3 kampe på 8 dage så vi udnytter, at vi i denne sæson har en lidt bredere trup, men de få træninger, som vi har imellem kampene bruges hovedsageligt på at restituere og komme videre til næste udfordring, men der arbejdes naturligvis som altid med taktiske elementer i spillet”.  

Har du tænkt andre tanker i vor måde at spille på og i givet fald ændre i startelveren i forhold til at det nu er de danske mestre der står på den anden side af midterlinjen ?
”Nej, vi kommer med en offensiv tilgang til kampen og vil forsøge at skabe de målchancer der skal til for at gøre kampen spændende og seværdig kamp for vores tilskuere. Vi vil på ingen måde bare stå og tage imod, for så taber vi blot alligevel, så vi kommer med energi og frækhed til kampen”. 

Pokalkampen i Sydbank Pokalens 3. runde mod de danske mestre fra FC Midtjylland afvikles onsdag den 26. september 2018 kl. 16.30 i Lars R. Jacobsen Park i Dalum. Husk at du kan komme ind for kun en flad kr. 50’er. Kom i god tid portene åbnes kl. 15.30.

 

Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk