Anders Nielsen før Kjellerup IF (1)

Dalum IF møder lørdag eftermiddag kl. 14.00 Kjellerup IF i Lars R. Jacobsen Park. Vi håber naturligvis på at vi kan vinde for tredje gang i træk, men er samtidig klar over, at der sandsynligvis igen venter en jævnbyrdig kamp.
De seneste tre kampe har som bekendt givet Dalum IF syv points, hvilket betyder at holdet har fået lidt luft i bunden af rækken. Intet er dog overhovedet afgjort endnu, så lørdagens kamp er igen en vigtig en af slagsen, hvor der atter skal en determineret indsats til af Dalum drengene, hvis det skal blive til point til holdet i kampen mod Kjellerup.
For Kjellerup er situationen momentant noget værre, da holdet p.t. ligger på næstsidste pladsen i denne Kvalifikationsrække, så skal holdet tror på overlevelse skal der snart flere points på tavlen. Akkurat dette faktum gør bestemt ikke kampen nemmere for Dalum IF, da Kjellerup garanteret vil komme med alt for at få 3 points med hjem til det jyske. At Kjellerup samtidig er et godt mandskab skal man kun blot godt 14 dage tilbage for at konstatere, da holdet besejrede stærke Jammerbugt FC med 3-2, så Dalum er allerede blevet advaret.
Anders Nielsen om lørdagens kamp mod Kjellerup:
Efter en svær start er vi ubesejret og har fået syv points i de sidste tre kampe. Hvad skyldtes denne forvandling ?
”En af forklaringerne er at vi nu møder hold som har samme styrke som vi selv har, samtidig har vi nu større mulighed for at træne taktisk efter vi har forladt kunstgræsset, det har styrket os. Vi har også ændret spilsystem hvilket har givet os mere defensiv ballast”.
Hvad er der blevet arbejdet med på træningsbanen i denne uge frem mod Kjellerup-kampen ?
”Vi har arbejdet videre med de sidste ugers taktiske overvejelser, for herigennem at få endnu mere automatisme og relationer til at fungere uden at det ser tilfældigt ud. Herudover gælder det om at holde formen ved lige og have nogle fede og sjove træninger”.
Dalum kan vel ikke løbe fra favoritrollen mod Kjellerup, men Kjellerup har vel egentlig fåret færre points end indsatsen berettiger til. Hvad skal der til for at Dalum vinder for tredje kamp i træk ?
”Kjellerup taber sjældent med mange mål og er oftest godt med i kampene, vores 0-0 kamp hos dem kunne være gået begge veje, så vi ved at vi skal være skarpe og finde niveauet fra de seneste kampe for at få alle 3 points”.
Hvordan ser skades- og karantænesituationen ud for Dalum IF ?
”Vi har Jacob Mikkelsen og Rene Hansen i karantæne, men det giver andre muligheden for at vise sig frem. På skadessiden afventer vi hvad ugens løb har gjort ved Patrick Naundrup, ellers er alle klar”.