Anders Nielsen før lokalbraget mod Tarup/Paarup IF

Vi har set rigtigt meget frem til onsdag aftens lokalopgør mod Tarup/Paarup IF, som samtidig bliver det eneste lokalopgør her i Lars R. Jacobsen Park i 2. Divisions Grundspil. Der er kick-off kl. 18.00 til det spændende lokalopgør.
Et lokalopgør lever altid sit eget liv og bliver oftest en intens og drabelig forestilling, da aktørerne både på og udenfor banen kender hinanden ganske indgående. Udover 3 meget vigtige points spilles der derfor også om håneretten i denne historiske første kamp i Divisionssammenhæng mellem Dalum IF og Tarup/Paarup IF.
Programredaktionen har som vanligt bedt Dalum IFs cheftræner Anders Nielsen komme med et par betragtninger før lokalopgøret mod TPI:
I lørdags tjente holdet et godt point i Kjellerup. Hvad blev det for en kamp ?
Vi spillede på en bane som lige var blevet topdresset med rigtig meget sand, det gjorde den meget langsom at spille på, det betød at der ikke var flow i spillet. De fleste chancer opstod derfor efter standardsituationer, fordi det var svært at spille sig frem til chancer i det åbne spil. Så 0-0 var et ok resultat.
7 points i 3 kampe er så absolut en yderst godkendt start på efterårssæsonen for Dalum IF. Hvordan ser du indsatsen i de 3 første kampe ?
De to første kampe spillede vi rigtig godt, imod Kjellerup formåede vi ikke rigtig at udnytte de aftaler vi havde inden kampen, vi kom til at være lidt for defensive og vi manglede offensive løb i omstillingerne.
Dejligt med et lokalopgør på en hverdagsaften. Vi har ikke mødt Tarup/Paarup i divisionssammenhæng før, men kender mandskabet for mange træningskampe og en pokalkamp sidste år. Hvad er det for et hold ?
Et godt organiseret hold, som er svær at nedbryde, de har hurtige og nærgående angribere som kan afgøre kampe. De spiller med stor tålmodighed og har i Jan Knudsen en rigtig god og rolig træner. Det bliver en fed kamp, sæsonens første på eget stadion, efter den meget tørre sommer. Jeg tror det bliver seværdigt for publikum.
Hvordan ser Dalum IF holdet ud her forud for lokalopgøret onsdag i forhold til skader og eventuelle karantæner ?
Vi har desværre Lukas Harder og Tais Holm ude med længerevarende skader, vi får Rune Corfitzen tilbage efter en lidt sen ferie, så det åbner lidt for nye muligheder, ellers er truppen skadesfri, og kan kun være ramt lidt på fysikken pga. et tæt kampprogram.
Dalum IF håber rigtig mange tilskuere til det vigtige og garanteret også meget intense lokalbrag mod Tarup/Paarup IF. Husk at kampen spilles i Lars R. Jacobsen Park i hjertet af Dalum og med kampstart kl. 18.00.