Menu

Badabingshow med Benno Bomstærk

16. juni 2015 kl. 16:19
DS: Referat: Dalummandskabet spillede sæsonens i særklasse bedste kamp. Det var én for alle – og alle for én. Alligevel var der en enkelt Dalumspiller der ragede lidt op over de andre. Benjamin "Benno" Strøger Tempelaars.

B1909 - Dalum I.F. 1-3 (1-3)

Danmarksserien Pulje 2

 

0-1 (5. min): Benjamin Strøger Tempelaars

0-2 (7. min): Benjamin Strøger Tempelaars  

1-2 (18. min): Selvmål

1-3 (31. min): Benjamin Strøger Tempelaars  

Tilskuere: 1.096

 

Efter 94 minutter kunne Dalumspillerne lade deres arme, som var det stolte bjergtinder, række ud efter himlen. Og nå... Efter 94 minutter kunne drøm skiftes ud med virkelighed. Dalum I.F. er nu i 2. Division. Dalum I.F. er nu tilbage i selskabet blandt de højest rangerende klubber i Danmark. Hvad kan man(d) egentligt ønske sig mere?

Lokal- og topopgøret mod rivalerne fra B1909 skulle vise sig at blive den perfekte afslutning på en i forvejen fremragende sæson. Selvom vi kun taler Danmarksserien, så havde kampen ud over det forestående folketingsvalg, været talk of the town i Odense i ugen op til. Det kunne også godt være endt med en sand gyser og et ægte brag. Det blev det dog aldrig. Dertil var Dalummandskabet simpelthen for stærke på dagen, og spillede som kollektiv sæsonens i særklasse bedste kamp.

Der var dog en enkelt Dalumspiller, der ragede lidt op over de andre, og dermed stjal denne artikels overskrift. For dem der var blandt de små ellevehundrede tilskuere på Gillested Park er det nok overflødigt at nævne hans navn. Men for dem der ikke havde muligheden for selv at været tilstede, så er der selvfølgelig tale om Benjamin "Benno" Strøger Templelaars. For ene mand sænkede han et til tider lidt rundkonfus B1909-forsvar.

Efter blot syv minutters spil havde den store og fysisk stærke Dalumangriber let og elegant sendt bolden ind i B1909-målet hele to gange. En drømmestart af format, der grundlagde hvad der senere udviklede sig til at blive en fuldt fortjent Dalumsejr. Men som om at to mål ikke var nok så fortsatte Benno, der blandt de rødklædte B1909-forsvarer hurtigt fik tilnavnet Bomstærk, sit helt eget one man badabingshow på scenen på Gillested Park foran et begejstret publikum. I hvert fald den ene halvdel.

Målet til 3-1 efter en lille halv time afgjorde definitivt kampen til Dalummandskabets fordel. Herefter sled og slæbte det Dalumsianske kollektiv sejren hjem gennem et sandt arbejdsraseri. Der var aldrig tvivl om sejren, kun dens størrelse, der ligeså godt kunne være blevet på 4-1 eller 5-1.

Som de fleste nok er blevet bekendt med i løbet af søndagen, så betød sejren at Dalum I.F. rykkede op i 2. Division efter en lang og hård sæson. Der mangler dog stadig en enkelt kamp af sæsonen. På lørdag d. 20. juni kl. 15.00 gæster Marstal/Rise I.F. Dalum Stadion, hvor der selvfølgelig vil være mulighed for at sige tillykke til og fejre oprykningen sammen med Dalum I.F.'s nykårede 2. Divisionsmandskab. 

 

Foto Robert Hierath: Benjamin Strøger Tempelaars var en evig kilde til uro i B1909's forsvar.

Foto Robert Hierath: Sådan ser en 2-0 føring ud efter 7. minutter.

Foto Robert Hierath: Frustration i B1909's forsvar efter målet til 3-1.

Foto Robert Hierath: Dalum I.F.'s anfører Frank Nielsen har her sendt et misil afsted mod B1909's mål. Desværre blev det ikke til 4-1 målet. Stolpen tog skuddet.

Foto Robert Hierath: Målmandstræner Kent Laursen, Sportschef Allan Jensen, Cheftræner Kristoffer Johannsen og bagerst fysioterapeut Gregers Nielsen på vej til pausen efter en medrivende 1. halvleg.

Foto Robert Hierath: Mads Hansen involveret i en af opgørets talrige nærkampe.

Foto Robert Hierath: Hård kamp om bolden ved et hjørnespark til Dalummandskabet.

Foto Robert Hierath: Dalum I.F.'s Kasper Dreyer er i denne situation et mindre mulehår fra en scoring.

Foto Robert Hierath: Så er den hjemme... Dalum I.F. er på vej mod 2. Division.

Foto Robert Hierath: Sejrs- og regndans. Karneval i Rio.

Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk