Menu

Dagen før dagen

Casper Hansen
18. marts 2016 kl. 12:30
2. DIV: Optakt: Truppen er blevet styrket i kvaliteten, mens vi i kvantiteten er blevet svækket en smule. Men målet er stadig det samme. Overlevelse i Kanalsport Divisionen.

 

AB Tårnby – Dalum I.F.

Kanalsport Divisionen

Lørdag d. 19. marts 2016

Kl. 14.00 – Tårnby Stadion

 

Så går det løs! Første turneringskamp i marts er som altid symbolet på et spirende forår. En ægte forårsbebuder. Fire måneders ørkenvandring med fodboldtørke er uigenkaldeligt slut. Det er dagen før dagen.

Når Dalummandskabet i morgen lørdag løber ind på Tårnby Stadion, så er det kulminationen på en lang og hård vinteropstart. For de lokale rødklædte krigere har været i ilden siden det spæde års første uge. Tiende og sidste træningskamp blev spillet mandag aften mod B1913’s stærke Albaniseriemandskab, og endte med en 3-2 sejr til Drengene fra Dalumvej. Så vi glæder os! Spørgsmålet er så om forventningens glæde bliver den største?

For nok er Dalummandskabet blevet styrket markant i kvaliteten, men omvendt så har de sidste par ugers frafald til gengæld svækket os lidt i kvantiteten. Det skal dog ikke være nogen hemmelighed, at vi i det seneste to sæsoner har løftet i flok. Hverken i forbindelse med oprykningen til Danmarksserien eller Kanalsport Divisionen, har den faste, daglige stamme udgjort meget mere end femten mand. Det har været nok, men er næppe holdbart i længden.

Summa summarum så har Dalummandskabet henover vinteren fået tilgang af følgende spillere: Jack Nielsen (BK Marienlyst), Casper Borgaard (Middelfart G&BK), Morten Jacobsen (Kolding BK), Rasmus Lund (Næsby BK), mens Jonas Eigaard er kommet op fra vores stærke U19-hold. Desuden er kongekobraen Jakob Eigaard kommet tilbage efter en længere skadespause. Alt i alt ligger der en samlet erfaring på små 300 divisionskampe i ovenstående navne.

På afgangssiden har følgende spillere forladt Dalum I.F.: Frederik Moseby Cappelen og Mathias Munk Jensen har søgt nye udfordringer i andre klubber. Målmand Marcus Warncke Sørensen er vendt tilbage til Næsby BK, mens Anis Cengic desværre har måtte sætte karrieren på standby pga. et nyt arbejde. Sidstnævnte træner dog med når tiden tillader det. Retfærdigvis skal det også nævnes, at Morten Andersen vil være indisponibel det meste af foråret pga. en kæbeoperation, mens Jakob Jack Mønster er ude at rejse.

Ingen tvivl om at vi vil sætte en ære i at klare os med det vi har, selvom den samlede trup nu ligger og vipper på den tynde side af nitten-tyve mand. Men hvem siger i øvrigt, at den sidste aftale ikke er indgået endnu? Én ting er dog helt sikkert. Hverken spillerne eller os i staben gjorde det her, hvis ikke det var fordi vi rent faktisk tror på sagen. Det er hårdt arbejde hver eneste dag. Vi ønsker kort sagt at videreudvikle på et navn, brand og divisionshold, som alle i lokalområdet i almindelighed - og blandt vores mange ungdomsspillere i særdeleshed - kan være stolte af.

 

På vegne af spillere og stab ønsker vi alle i Dalum I.F. en god sæson.

 

NB! Husk i øvrigt at sidste frist for tilmelding til busturen til Odder er i morgen lørdag.

 

Forza Dalum

Casper Hansen

Pressechef Dalum I.F.

 

 

Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk