Dalum IF besejrer FC Svendborg i første test
FC Svendborg - Dalum IF 2-3 (1-1)
Træningskamp
0-1 (5. min.) Gudmund Nielsen
1-1 (33. min.) Jonas Hvilsom
1-2 (65. min.) Christian Klingenberg
1-3 (71. min.) Christian Klingenberg
2-3 (88. min.) Bakery Bojang
Dalum leverede et flot resultat og en ganske fin første træningskamp på kunstgræsset i Svendborg. Alle truppens skadesfri spillere blev benyttet i løbet af de 90 minutter, alligevel formåede Dalum spillerne, at bevare et godt flow i spillet i kampens 90 minutter mod det en række højere rangerede hjemmehold.
Allerede efter 5 minutters spil stemplede Gudmund Nielsen ind fra Fjernøsten, da han opfangede en dårlig clearing fra Svendborgs keeper og med stor selvfølgelighed løftede bolden i en blød bue over FC Svendborgs keeper, så var "Guddi" og Dalum IF ligesom i gang. I det hele taget lagde Dalum IF godt fra land og dominerede kampens indledning, dog førte det ikke til yderligere scoringer.
Efterhånden kom FC Svendborg bedre og bedre med i kampen og kom også frem til et par store chancer. Dalum Keeper Nicklas Berg havde dog fået fisket de sikre målmandshandsker frem fra for vinterhiet, således blev alle forsøg fra FC Svendborg indledningsvis blokeret, i et par tilfælde endda på friløbere for hjemmeholdets nærgående angribere. Efter godt en halv times spil gik det dog ikke mere, da Jonas Hvilsom fik bragt balance i regnskabet.
FC Svendborg havde sluttet første halvleg bedst mod et Dalum IF mandskab, der gav alt for meget rum for hjemmeholdets vævre offensive spillere. Dette blev dog straks rettet til fra anden omgangs start, hvor Dalum IF igen kom godt ud af startboksen. 2. halvleg blev i det hele taget en jævnbyrdig forestilling. Dalum IF var dog lige en lille tand skarpere og fik udnyttet flot to omstillinger, begge gange var det Christian Klingenberg, der sikkert satte sidste fod på og dermed kom Dalum IF i front med 3-1. Hjemmeholdet fortsatte med at true Dalum IF's bagerste bastioner, dog lykkedes kun en reducering med hovedet fra FC Svendborg Bakery Bojang og dermed kunne Dalum IF glæde sig over en sejr på 3-2 efter en yderst jævnbyrdig kamp.
I den kommende weekend skal Dalum igen teste, denne gang kommer det til at foregå i en nyskabelse nemlig Albani Cup, der afvikles i den kommende weekend med Boldklubben Marienlyst som værter. Dalum IF Danmarksserie indleder Cup'en med to kampe mod henholdsvis Danmarksseriekollegerne fra Otterup Boldklub og topholdet i 2. Division Vest værterne fra Marienlyst. De to kampe afvikles over 1x45 minutter pr. kamp med kick-off kl. 10.00 mod Otterup og kl. 11.00 mod Marienlyst. Du kan ultimo denne uge læse mere om den kommende weekends Albani Cup her på sitet.
Foto: Robert Hierath: Gudmind Nielsen lopper Dalum IF i front med 1-0
Foto: Robert Hierath: Dalum IF keeper Nicklas Berg i flyvende stil
Foto: Robert Hierath: Den dobbelte målscorer Christian Klingenberg afdribler FC Svedborgs stærke midtbanespiller Kenneth Andersen
Foto: Roberth Hierath: Nytilgangen fra Otterup Daniel Jensen fyldte god på midtbanen
Foto: Robert Hierath: Haris Zolj gjorde et godt indhop
Foto: Robert Hierath: Dalum IF's Tobias Petersen når højest i denne duel