Menu

Dalum IF i nyt lokalopgør

image Dalum IFs anfører Simon Stendahl Johansen i nærkamp med en Kildemosen spiller i kampen sidste weekend (Foto: Robert Hierath)
Jan Klivager Larsen, sportskoordinator og bestyrelsesmedlem
11. april 2025 kl. 13:55

Når Dalum IF GF Fyn Seriens (Fynsseriens) hold lørdag kl. 12.00 løber på banen hjemme i Rema 1000 Park Dalum er det et nyt lokalopgør der er på menuen. Modstanderen er nemlig ØB fra Kochsgade-kvarteret der er modstanderen i en kamp hvor hjemmeholdet har revanche til gode, da ØB hjemme vandt 3-1 i august måned. Dalum Ifs enlige målscorer var i den kamp Tobias Lindhardt.

Lørdagens er på en eller anden måde en ny begyndelse for Dalum IF, da der som bekendt sidder en ny mand i cheftrænerstolen. Nicolai Christensen (se mere andet steds i kampprogrammet) har nemlig afløst Jimmi Nielsen på cheftrænerposten. Nicolai har haft to og en halv træning med holdet, så der kan naturligvis ikke forventes mirakler med holdet, men spændende bliver det da at se, om der er umiddelbare ændringer i forhold til OKS-kampen i lørdags.

Der er ingen tvivl om at gæsterne fra Østre Boldklub må påtage sig favoritværdigheden, da holdet er placeret på rækkens andenplads og kun har tabt tre kampe af de hidtidige 15 spillede kampe. Rækken er dog tæt og Dalum IF er kun fire points efter ØB, så de fleste kan sikkert regne ud, at Dalum IF med en sejr kommer meget tæt på ØB i stillingen.

ØB har en rigtig fin og rutineret trup, så det er ikke tilfældigt at holdet har præsteret stabilt i denne Fyns bedste fodboldrække. Stabilt har foråret også været, da de tre spillede kampe alle er endt med en pointdeling. Først blev det 1-1 mod topholdet Morud i den fra efteråret udsatte kamp, derefter 2-2 mod BBB og i sidste weekend igen 1-1 denne gang mod Kildemosen.

Dalum IF har i løbet af forberedelsen og i de første to turneringskampe haft mange ændringer i opstillingerne, primært på grund af skader. Heldigvis går det i den rigtige retning og i forhold til OKS kampen er Laust Klindt Sørensen, Niklas Bøye Jonasson og Nikolaj Hejn Skønborg Rasmussen tilbage, men til gengæld er Frederik Paulsen ude med en mindre skade. Det er så bare at håbe at Dalum IF-holdet med nogle nye værktøjer og impulser i rygsækken kan byde ØB op til dans.

Der er mulighed for at få to kampe til en kamps pris, da Dalum Ifs serie 1 hold klokken 14.00 spiller mod FC BIH Odense ligeledes i Rema 1000 Park Dalum.

Så reserver lørdag eftermiddag til to spændende fodboldkampe i hjertet af Dalum.

Dalum IF GF Fyn Seriehold stiller med følgende trup: Laurits Lindgaard Larsen – Sebastian Dam Schrøder, Bertram Schlosser, Julius Erfurth, Laust Kliundt Sørensen, Elias Rasmussen, Simon Stendahl Johansen, Albert Frederik Barslund, Andreas Schmidt, Magnus Bøgebjerg Holt, Bilal Nassar, Gustav Findsen, Niklas Bøye Jonasson og Nikolaj Hejn Skønborg Rasmussen

Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk