Dalum IF kørt over i Hillerød

Hillerød Fodbold - Dalum IF 6-0 (3-0)
1-0 (35. min.) Tobias V. Andersen
2-0 (38. min) Philip Lindgaard
3-0 (41. min) Tobias V. Andersen
4-0 (63. min.) Philip Lindgaard
5-0 (75. min) Tobias V. Andersen
6-0 (79. min) Essam Salamoun
Tilskuere: 302
Dalum IFs 2. divisionshold blev reelt kørt over af et velspillende hjemmehold som sejrede med de klare tenniscifre 6-0. Næsten alt gik galt for Dalum der fra det 35. til det 79. minut, da holdet indkasserede 6 mål og brændte et straffespark.
Dalum IF tog til dette historiske første møde mod Hillerød Fodbold med en vis optimisme, godt nok tabte holdet sidste weekend 1-2 til VSK Aarhus, men spillemæssigt dominerede Dalum kampen og nederlaget var lidt ærgerligt. Det kan man så ikke kalde nederlaget til Hillerød Fodbold lørdag eftermiddag, da hjemmeholdet var bedre på alle paremetre, hvilket resultatet også antyder.
Det mest positive der kan siges om Dalum indsatsen er, at holdet holdt nullet i kampens første 35 minutter, men derefter gik alt også galt for det unge Dalum mandskab. Der er ingen grund til at dvæle mere ved lørdagens kamp og det klare 6-0 nederlag, men blot håbe at det klare nederlag var en enlig svale.
Dalum IFs assistenttræner Morten Lange Christensen sagde efter kampen: "Alle de fejl der kunne blive begået, begik vi i dag. Det var rigtigt skidt - faktisk på alle områder. Er man først bagud 3-0, så kan det hele nemt ramle. Og det gjorde det i kampen mod Hillerød".
Dalum IF har dog mulighed for at få revanche allerede på onsdag, hvor den udsatte kamp fra Skærtorsdag mod B.93 afvikles. Kampen spilles som skrevet på onsdag med kampstart kl. 18.30 i Lars R. Jakobsen Park.
Morten Lange Christensen er heldigvis optimist før denne spændende kamp: "Det er en ny kam mod B. 93 på onsdag. Det gælder om at komme videre og om at få Hillerød-kampen spillet helt ud af kroppen, så det bliver helt sikkert bedre på onsdag".