Dalum IF mod stærkt B. 93 mandskab.

Dalum IFs 2. divisionshold spiller på lørdag kl. 14.00 hjemmekamp mod B. 93. Bemærk at kampen spilles på TOTALBANEN, da Odense Kommune har lukket Dalum Stadion for i år.
Der er lagt op til en yderst spændende kamp mod de fodrappe københavnere, der som Dalum IF har gjort det ganske rigtigt fornuftigt hidtil i sæsonen. B.93 er placeret på rækkens 2. plads med 21 points, altså tre points mere end Dalum IF har opnået, så med en hjemmesejr kan Dalum udligne dette. Lidt kuriøst har B. 93 faktisk vundet samtlige fem udekampe i indeværende sæson, så der venter hjemmeholdet en stor udfordring mod de teknisk meget stærke københavnere.
En hjemmesejr blev det da heller ikke til sidste gang de to hold mødtes i Dalum, da B. 93 i juni sejrede med 2-0, begge mål scoret i kampens første kvarter af Søren Nørgaard. Alt i alt var sejren fortjent, da B. 93 dominerede stort i første halvleg, mens Dalum kom stærkt igen efter pausen, hvor den karismatiske 93 keeper Aris N. Halling Vaporakis i et par situationer rystede et par flotte parader ud af ærmet. Så selv efter en flot spillemæssig præstation af Dalum spillerne efter pausen kastede det ingen mål af sig.
Dalum IF syntes da også styrkemæssigt at være på et helt andet sted end i foråret, hvilket da også har betydet at de sidste fire kampe alle er blevet vundet. De sidste tre endda over vore fynske kolleger Middelfart, SFB-Oure FA og senest i lørdags mod Næsby Bk. Kampen i Næsby var måske ikke sæsonens bedste rent spillemæssigt, men holdet giver ikke meget væk defensivt, samtidig er det en stor kvalitet at være 100 procent skarp når chancen byder sig, hvilket først Mads Raben og siden Patrick S. Petersen, endda for anden kamp i træk af midterforsvareren, viste i Næsby. Samtidig skal hele truppen roses for at arbejde stenhårdt både til træning og kamp
Der er dog nok ingen tvivl om at en af favoritterne til oprykning i denne sæson B. 93 er pæne favoritter til lørdagens kamp ved diverse odds sættere, men hvis Dalum spillerne fortsat holder snuden i sporet med hårdt arbejde og tro på tingene, så kan det måske blive til fem på stribe til Dalum IF. Dalum IF har endda topscorer Frederik Humlegaard tilbage efter karantæne, men han afløses i straffeboksen af Fiton Durguti, som ligeledes har fået en dags karantæne grundet for mange advarsler.
Der vil kun blive adgang for et begrænset antal tilskuere på TOTALBANEN grundet Corona restriktionerne. Kom derfor i god tid da der anvendes efter ”først-til-mølle” princippet, hvis der bliver udsolgt kan kampen dog ses gratis udenfor hegnet.
Husk desuden at medbringe din egen stol til kampen på TOTALBANEN, da kampen kun kan overværes siddende.