Dalum IF på Atletikken – fri entré

Dalum IFs 3. divisionshold spiller på lørdag den 12. november kl. 13.00 årets sidste hjemmekamp og modstanderen er Young Boys fra Silkeborg. Hverken Rema 1000 Park Dalum eller TOTALBANEN ved Tingløkkeskolen er i en forfatning til at afvikle divisionsfodbold. Dalum IF spiller derfor kampen på Odense Atletikstadion og vil gerne byde alle indenfor, da der er fri entre til kampen.
Vore modstandere fra Young Boys FD (Football Development) har gang i en rigtig flot sæson og er placeret på en flot 3. plads i rækken med en margin på kun 1 point op til FA2000 på andenpladsen. Young Boys kan dermed have realistiske drømme om at rykke op i 2. division, men der er naturligvis lang vej igen så meget kan fortsat ske.
Young Boys er et utroligt spændende projekt og noget ganske nyt på den danske fodboldscene i hvert fald på 2. og 3. divisionsniveau. Følgende kan læses på projektet hjemmeside og er virkeligt interessant:
Navnet Young Boys Football Development er et udspring af to ting. For det første har det altid været meningen, at mange af KFUM værdierne skulle føres med videre i det nye projekt. Vi har fjernet K’et og F’et i (K)ristelig (F)orening for (U)nge (M)ænd, og erstattet det med Young Boys. Dernæst har vi for at understrege vigtigheden i, at det handler om udvikling ført det ind i vores navn, så vi i stedet for det normale “FC” hedder Football Development.
Udviklingen kan kun ske, hvis vi kan give vores spillere optimale forhold. Til forskel fra de fleste andre steder, så tilbyder Young Boys FD en fuld pakke, hvor spillerne bliver ansat i business-afdelingen, Young Business. Her får spillerne optimale forhold til f.eks. at kunne kunne supplere træningerne, mens de samtidig får foden indenfor i erhvervslivet. I sidste ende giver det seks træningspas om ugen.
Dalum IF spillerne vil efter et resultatmæssigt hårdt efterår gøre alt for at slutte godt af spillemæssigt og så ville det være utroligt dejligt at få point ind på tavlen inden vinterferien. Kampen mod Young Boys er den næstsidste i år, da der derefter blot venter en udekamp mod VSK Aarhus i næste weekend.
De seneste Dalum kampe er skåret lidt over samme læst, da holdet ofte starter kampene godt og holdet kommer frem til nogle fornuftige chancer, men når og hvis modgangen melder sig er skelettet lidt usikkert og holdet får det svært. Omvendt hvis Dalum spillerne kan sætte en hel kamp sammen på flot niveau, så er der virkelig mulighed for at få point i stort set alle kampe i 3. division også mod Young Boys.
Til Young Boys kampen er Frederik Kjær Hansen tilbage i truppen efter en spilledags karantæne, så trænerteamet har lidt flere valg muligheder end til FA2000 kampen i sidste weekend, da der ikke er nogle spillere i skammekrogen på lørdag mod Young Boys.
Kom ud og støt de unge Dalum spillere og se gratis divisionsfodbold på lørdag kl. 13.00 i kampen mod Young Boys og husk at kampen spilles på Odense Atletikstadion.