Menu

Dalum IF på udebane mod IF Lyseng

image Den situation må gerne gentages 2. Påskedag for Dalum IF (Foto: Robert Hierath )
01. april 2018 kl. 17:17

Dalum IF’s 2. divisionshold spiller 2. påskedag mandag den 2. april kl. 14.00 på udebane mod IF Lyseng. Det er i øvrigt første gang i historien at de to klubber mødes.

IF Lyseng som ligger i Århus forstaden Højbjerg er da også et nyt bekendtskab i divisionssammenhæng. Klubben er kendt for et godt ungdomsarbejde på såvel drenge- som på pigesiden, hvilket også er smittet af på divisionsholdet. Klubben rykkede i foråret op fra Danmarksserien med en kæmpemargin på hele 16 points ned til 2. pladsen, så det må siges at være en meget sikker oprykning. Livet som divisionsklub er dog blevet lidt sværere, men holdet sluttede godt af i efteråret, ved at være ubesejret i de sidste 4 kampe, bl.a. blev Ringkøbing besejret med hele 3-0.

Foråret er dog startet med 3 nederlag i streg, men kun i sidste kamp mod Hillerød leverede holdet ikke så stærkt. De to første kampe blev tabt efter to jævnbyrdige kampe mod B. 93 og HIK. IF Lyseng råder stort set over samme trup som i efteråret, dog er der tilgang af Mads Vestergaard fra Vejgaard samt den 20 årige Alexander Weldingh fra Hornslet IF.

Dalum IF håber, efter aflysningen af kampen mod B 93 Skærtorsdag, at komme i kamp 2. påskedag. Det skulle der heller ikke være problemer med, da vejrudsigten for Østjylland byder på lettere forårsvejr med pæne varmegrader. Det unge Dalum IF mandskab kan tage til kampen i Lyseng uden karantæner og de store skader, så det vil være dejligt hvis holdet kunne bogføre forårets første sejr. Kan Dalum holdet ramme samme niveau, dog uden de små udfald der var mod Odder og AB, må der være gode chancer for points, om end Lyseng ikke på nogen måde må undervurderes, så det kræver en koncentreret indsats med stor villighed til hård arbejde i samtlige 90 minutter hvis der skal points på kontoen.

God kamp gutter

Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk