Menu

Dalum IF sejrer fortjent i Pokalen

image Philip Stoustrup fejres efter sin anden scoring (Foto: Robert Hierath)
Jan Larsen, sportskoordinator
09. august 2018 kl. 10:53

Dalum IF – Odder 3-1 (0-1)

0-1 (29. min.) Nikolaj S. Nielsen
1-1 (48. min.) Rasmus Schmidt
2-1 (74. min.) Philip Stoustrup
3-1 (78. min.) Philip Stoustrup

Tilskuere: 200

Dalum IFs 2. divisionshold besejrede i DBU Pokalens første runde onsdag aften divisionskollegerne fra Odder med 3-1 efter at have været bagud ved pausen. Sejren var fuldt fortjent efter en første halvleg på det jævne, men efter pausen drejede Dalum spillerne gashåndtaget i bund og spillede flot fodbold og scorede 3 mål.

Dalum IF trænerteam Anders Nielsen og Morten Lange havde blandet spillerkortene lidt anderledes end i lørdagens sejrrige match i Aarhus. Det var derfor glædeligt at se at det på ingen måde gik ud over kvaliteten, hvilket betyder at rigtigt mange byder sig til både i forhold til start elleveren, men også til at blive udtaget i det hele taget. Der er dermed gardering på alle pladser og langt større konkurrence om pladserne end i foråret.

Efter flere måneders ultimativ sommer blæste det i minutterne lige inden kampstart op til nærmest orkanstyrke og efter følgende kom den længe efterlyste regnbyge da også over TOTALBANEN i Dalum. Dette hindrede dog ikke Dalum IF i med vinden i ansigterne at være den dominerende part fra kampens start. Efterhånden som halvlegen skred frem overtog Odder dog kommandoen, specielt indlæg efter dødbold baksede Dalum IF forsvaret meget med at få clearet mod de fysisk stærke gæster. I den fase af kampen manglede Dalum spillet også fart og bevægelse, men den kom så heldigvis tilbage i rigelige mængder senere i kampen.

Det var da således også Odder der efter knapt en halvtime kom i front. Det var, nok ikke så overraskende, et indlæg fra Dalum IF forsvarets venstre side, som Odders Nikolaj S. Nielsen snittede med hovedet på Dalum målstangen, hvorefter bolden skruede ind i Dalum målet. I halvlagens slutning overtog Dalum spillerne igen kommandoen og specielt nytilgangen fra Næsby Philip Stoustrup var giftig, særligt når det lykkedes ham at komme på kant af modstanderen var han meget farlig. Philip stod således for Dalum IFs 3 største chancer i første halvleg, ligesom tilbagevendte og stærkt spillende Rene Hansen havde et flot langskud sekunder inden pause.

Det var derfor med en vis optimisme Dalum supporterne så frem mod 2. halvleg og de blev på ingen måde skuffede. Dalum IF spillerne gik fra første fløjt et par gear op og blev dominerede kampen, specielt de mange små hurtige kombinationer gav Odder spillerne hovedbrud og Dalum spillerne mange chancer. Det var dog så alligevel en dødbold som 3 minutter inde i anden halvleg gav udligningen, da dagens anfører Rasmus Schmidt kom først på indlægget og med stor kraft og sikkerhed pandede bolden i mål til udligning 1-1.

Dalum var i den kommende halve time i fuld kontrol og havde vel et lille dusin farlige forsøg, men føringsmålet lod alligevel vente på sig. Den kom da så også godt et kvarter før tid og meget symbolsk var det dagens Dalum spiller Philip Stoustrup, som igen havde bragt sig i fri position og denne gang blev gæsternes keeper sikkert udplaceret. Blot fire minutter senere var Philip igen på pletten, denne gang behøvede han blot en sikker inderside tæt under mål for at Dalum var i front 3-1. Forarbejdet var et glimrende Dalum angreb i venstresiden, blandt andet med en fræk Frederik Humlegaard tunnel på en Odder spiller.

I kampens sidste 10 minutter cruisede Dalum sejren hjem, om end gæsterne havde et tredobbelt hjørnepark som lige skulle overstås før den fortjente sejr var hjemme og Dalum var kvalificeret til 2. runde i Sydbank Pokalen. Næste runde spilles tirsdag eller onsdag i den første uge af september og lodtræningen foretages fredag den 17. august.

Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk