Menu

Dalum IF spiller mod B. 93 onsdag aften

image Frederik Humlegaard afslutter i kampen mod Odder (Arkivfoto: Robert Hierath)
Jan Larsen, Sportskoordinator
24. april 2018 kl. 19:36

Dalum IF 2. Divisionshold spiller lidt utraditionelt turneringskamp i Lars R. Jacobsen Park onsdag aften med kampstart kl. 18.30. Modstanderen denne onsdag aften er B.93, som oprindeligt skulle have været vores gæster Skærtorsdag, men en mindre snestorm gjorde desværre fodbold umuligt i Dalum på påskens første helligdag.

Kampen onsdag aften er igen en vigtig en af slagsen, da begge hold står noteret for 15 points i den yderst jævnbyrdige Kvalifikationsrække i 2. division og dermed er placeret lige omkring nedrykningsstregen. Der er da også rigtig mange lighedspunkter mellem de to hold, udover de 15 points, hvoraf begge har indspillet de 5 points i dette forår. Ligheden fortsætter med at en kamp er vundet, begge mandskaber har besejret Lyseng og spillet to uafgjorte kampe. Statistikken siger dermed at kampen onsdag aften må slutte uafgjort, men heldigvis er statistik en ting og fodbold en anden. Kampen skal naturligvis afgøres på grønsværen efter formentlig 90 intensive minutter.

Udover statistikken er der også en del lighedspunkter på de to hold. Akkurat som Dalum IF er B. 93 et hold med mange unge spillere, som besidder fine tekniske færdigheder og gerne vil udfolde sig offensivt. Hos ”93” findes ligeledes en kendt fynbo i skikkelse af midtbanespilleren Aske Lundsgaard, der har spillet for såvel FC FYN, Middelfart Boldklub og Marienlyst. Yderst interessant og meget usædvanligt på 2. divisionsniveau er det også at B. 93s målmand er brasilianeren Conrada Da Costa Januario, som er kommet til klubben i vinterpausen.

Kampen mod B. 93 er den første af 3 kampe i træk på hjemmebane for Dalum IF, som meget gerne skulle kaste nogen points af sig. Spillemæssigt har det unge Dalum IF mandskab været godt med i de hidtidige kampe, måske når der ses bort fra kampen i lørdags mod Hillerød, men vi havde håbet på lidt flere points så langt. Finder holdet lige den sidste skarphed i begge felter kommer der garanteret også de nødvendige points på kontoen og lad det dog bare starte i kampen mod B. 93.

Kom ud i Lars R. Jacobsen Park og støt det unge Dalum mandskab i kampen om vigtige points onsdag kl. 18.30 mod B. 93.

Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk