Dalum IF til Bramdrupdam i Pokalen

Dalum IF skal en tur til det østjyske og møde serie 2 mandskabet fra Bramdrupdam GIF i 2. Runde i DBUs pokalturnering Sydbank Pokalen.
Der venter Dalum IF en interessant modstander i den kommende runde i Sydbank pokalen, som afvikles tirsdag eller onsdag den 4. eller 5. september, da Bramdrupdam GIF kom op af den store glasbowle hos DBU lidt over middag fredag. Det er en af den slags matcher som virkeligt klæder pokalturneringen og er rigtig pokalbold.
Bramdrupdam har endnu sin turneringsdebut i indeværende sæson til gode, men lørdag middag skal holdet dog til premierekamp på udebane i Vojens. I foråret spillede Bramdrupdam i JBUs serie 3 i pulje 43, som forstadsklubben fra Kolding vandt efter 12 sejrer i 14 kampe. Bramdrupdam måtte kæmpe hårdt med Seest Boldklub om første- og oprykningspladsen, da begge hold sluttede på hele 37 points, men Bramdrupdam spillerne var dog bedre end Seest indbyrdes og dermed kunne champagnepropperne springe i Bramdrupdam.
I første runde i DBUs Pokalturnering besejrede Bramdrupdam det fynske serie 1 hold fra BIH Odense med 3-2 efter forlængelse, endda efter spillerne med Bosniske aner fra Odense havde ført 2-0 ved pausen. Sejrsmålet blev sat ind af hjemmeholdets Thomas Lunderskov efter 103 minutters spil.
Dalum IF besejrede som bekendt vore divisionskolleger fra Odder med 3-1 hjemme i Dalum på kunstgræsbanen TOTALBANEN.
Det endelige tidspunkt for afvikling af pokalkampen vil blive fastsat en af de kommende dage.