Dalum IF til Frederiksberg

Dalum IFs 3. divisionshold skal på lørdag den 5. november kl. 13.45 møde FA2000 (Frederiksbergalliancen 2000) på Kunstgræsbanen i Frederiksberg Idrætspark.
Der venter Dalum IF en svær kamp mod FA2000, der som nedrykker fra 2. division, er placeret på 3. pladsen med en realistisk mulighed for at rykke tilbage i 2. division når indeværende sæson er spillet til ende i juni måned. FA 2000 vandt da således også sin sidste kamp da holdet i lørdags vandt 1-0 over vore bysbørn fra Næsby.
Der er et par tidligere Dalum spillere på FA2000 holdet, da vor tidligere dygtige ungdomsspiller Oliver Tølbøll Rimmen, samt midtbanekrigeren Lasse Seistrup Clausen begge er klar til at gøre livet lidt vanskelligere for Dalum If spillerne på lørdag.
For Dalum IF gælder det primært at få visket sidste weekends til dels pauver indsats mod AB Tårnby væk. En kamp Dalum IF tabte med hele 5-0 efter at Dalum mandskabet ellers havde spillet godt og domineret første halvleg. Anden halvleg og specielt de sidste 30-35 minutter var dog en klar ”ommer”, så det er garanteret et sultent Dalum mandskab som på lørdag for anden uge i streg kører til det storkøbenhavnske område.
På sin vis er lørdagens kamp let for Dalum spillerne, da alverdens bookingfirmaer og eksperter har gjort FA2000 til kæmpe favoritter, hvilket vel er ganske naturligt hvis man ser på stillingen i 3. division. Det unge Dalum mandskab kan derfor kun overraske, så det er bare med at klø på og finde tilbage til de seneste præstationer, minus AB Tårnby kampen, hvor holdet har præsteret fint og kun marginalt ikke fået point på kontoen.
Alle stimer, også de negative skal slutte på et eller andet tidspunkt, så lad os bede til at det sker for Dalum IFs divisionshold på lørdag, hvilket denne signatur virkelig kan unde spillerne, som minus de sidste 45 minutter i AB Tårnby, har vist en kæmpe dedikation og vilje hele dette efterår igennem også selvom der har været en del svære stunder.
Dalum IF må lørdag på Frederiksberg se bort fra midterforsvareren Frederik Kjær Hansen som er ude med en karantænedag, men ellers syntes alle andre plus minus et par småskader her sidst på sæsonen at være spilleklar for Dalum IF.
Kampen mod FA2000 kan som vanligt opleves live på klubbernes streamingskanal:
https://3-division.dk/streaming/