Dalum IF truppen tager form

Dalum IFs 2. divisionstrup er i øjeblikket på fodboldferie og starter træningen op igen primo januar 2020. På kontorgangen er der siden sæsonafslutningen naturligvis blevet arbejdet hårdt på at forme den trup, som forhåbentligt får et rigtigt godt fodboldforår.
2. Divisionsholdet påbegynder turneringsforåret den første weekend i marts, hvor der resterer 6 kampe i Grundspillet, hvorefter rækken deles op i et Oprykningsspil og et Kvalifikationsspil. Dalum IF er herved vinterpausen placeret på syvende pladsen, hvilket lige akkurat ikke er nok til at komme i Oprykningsspillet. Rækken er dog utroligt tæt så alle muligheder er så absolut tilstede, så der venter derfor indledningsvis seks meget spændende kampe.
Første prioritet i forbindelse med formning af truppen til fodboldforåret var naturligvis at sikre, at grundstammen på divisionsholdet forblev intakt i Dalum IF hvilket at lykkedes ganske godt. På målmandssiden betyder det at Rasmus Lund fortsætter i Dalum buret i forårssæsonen, hvor han suppleres af samme trio som i efteråret, bestående af Christoffer Körchen som er 100 procent klar efter sin skade samt af Ryan Buckingham og unge Lucas Winkelmann.
I Dalum IF forsvaret fortsætter rutinerede Mikkel Kjær Andersen som bakkes op af de tre unge talentfulde Lukas Talbro, Alexander Molberg og Jacob ”Gøj” Mikkelsen, som alle efterlod et yderst solidt aftryk i efterårssæsonen deres unge alder til trods. Derudover er der lavet aftale med de to yderforsvarer, som desværre ikke fik spillet mange kampe i 2019, men der er håb om at såvel Mathias Schilling som Jeppe B. Pedersen bliver fuldt spille klar i løbet foråret 2020. Dalum IF har dog måtte sige farvel til Benjamin Nielsen som har prioriteret at ville vende hjem til Otterup B & IK.
På midtbanepladserne er Dalum IF fortsat utroligt godt besat i en god blanding af kølig rutine og ungdommeligt gå på mod. I maskinrummet på midten er såvel kaptajn Rasmus Schmidt som Alexander Nikolajsen på plads, disse suppleres af den finurlige lille tekniker Julius Fechtenburg, der dog sagtens kan spille på andre positioner. Den arbejdsomme midtbanespiller August Nielsen har, efter et forår med et frivilligt eksil på Albaniserien, meldt sig helt klar til Divisionsfodbold igen. Derudover er talenterne Nikolaj Lebæk, Peter Lind Clement samt Mathias Eriksen, alle nu med et halvt års mere rutine, klar til at tage kampen op om midtbanepositionerne på holdet. På kanterne er de alsidige Frederik Humlegaard og Martin Høgstad ligeledes klar til at slå skarpe indlæg igen i foråret, disse to kan ved behov naturligvis suppleres af andre i truppen.
På angrebspladserne fortsætter ligeledes topscorer og altid målfarlige Mads Raben, der står noteret for hele ni scoringer i efteråret, sammen med den udfordrende Philip Stoustrup, som faktisk har scoret hele fem gange i indeværende sæson, hvilket må siges at være helt pænt for den lynhurtige spiller. Derudover bliver det spændende at følge Tais Holm Christensen, som nu heldigvis er 100 procent tilbage efter sin skade, så også den fuldt restituerede Tais bliver spændene at følge til foråret.
Udover Benjamin Nielsen har også Rene Hansen valgt at forlade Dalum IF i vinterpausen og begge fortjener stor tak for indsatsen i Dalum IF og held og lykke fremadrettet både privat og på græsplænen. Dalum IF arbejder naturligvis på at tilknytte nye og spændende spillere til truppen, hvilket vi forventer at kunne informere om i løbet af kort tid. Vi er dog både glade for og stolte af, at grundstammen og rygraden på holdet er klar til at tage en ny tørn i et hæsblæsende og meget spændende forboldforår for Dalum IFs 2. divisionshold.