Dalum IF vinder fortjent vigtig kamp

2. Division, Kvalifikationsspillet
Dalum IF vinder fortjent vigtig kamp
Odder GIF Fodbold - Dalum IF 1-2 (0-0)
0-1 (49. min.) Rasmus Schmidt
0-2 (74. min.) Patrick Naundrup
1-2 (88. min.) Emir Cilas
Dalum IFs 2. divisionshold fik den vigtige og også fortjente revanche lørdag eftermiddag i Odder Spektrum, da Dalum sejrede med 2-1 efter en første halvleg uden scoringer.
Dalum IF indledte forårssæsonen netop i Odder med et 3-1 nederlag efter en skidt forestilling, men det må siges at Dalum holdet havde lært lektion her ved det andet besøg indenfor et par måneder. Dalum, igen i en 3-5-2 formationen med en flot defensiv præstation som holdt hjemmeholdet nede på et minimum af muligheder kampen igennem. Første chance til hjemmeholdet kom da også først i første halvlegs sidste minut, hvor Rasmus Lund så fik lov at vise sine færdigheder med en flot redning.
Inden denne aktion burde Dalum, som var spilbestemmende i hele første halvleg, måske endda have været i front. Allerede i halvlegens 6. minut blev Mads Raben spillet perfekt i dybden, men Odder målmanden klarede i flot stil til hjørnespark. Igen 30 minutter senere var Raben igen på spil denne gang sammen med Patrick Naundrup, men igen forhindrede en stærk Odder målmand Dalum i at tage føringen. Det blev dog ikke til scoringer i første halvleg, da også et par farlige dødebolde til Dalum ikke gav bingo.
Dalum IF fortsatte fra samme skuffe i anden halvleg, hvor så scoringen kom allerede efter fire minutters spil. Dalum erobrede bolden midt og banen og Frederik Humlegaard fandt anfører Rasmus Schmidt perfekt i højre siden. Kaptajnen svigtede naturligvis ikke men med stort overblik blev bolden sikkert sparket fladt i det lange hjørne i en situation hvor Odders målmand var aldeles sagesløs.
Det tvang naturligvis et indtil da meget forsigtigt spillende hjemmehold længere frem på banen, hvilket betød at spillet i anden halvleg blev mere ligeligt fordelt. Odder var da også tæt på en udligning blot to minutter senere, men heldigvis forpassede afslutningen Dalum målet knapt. Selvom trykket blev lidt stærkere på Dalum defensiven, hvor alle igen spillede meget disciplineret lige fra keeper til angriberne, som atter præsterede et stort løbearbejde, hvilket betød at hjemmeholdet havde utroligt svært ved at komme til kvalificerede afslutninger.
Det var netop presspillet som godt et kvarter før tid var arkitekten bag Dalums anden scoring. Hjemmeholdet blev presset til at lave en fejl på egen banehalvdel, hvorefter Frederik Humlegaard fik tilkæmpet sig kuglen, som han på bedste vis stak til en fri Patrick Naundrup, der med stor selvfølgelighed scorede for tredje kamp i træk. Odder så efterfølgende noget chokeret og modløst ud og i de følgende minutter burde Dalum måske havde afgjort kampen. Et par pænt store chance gav ikke gevinst, men den mulige sejr så ikke ud til at komme i fare.
Det gjorde den så alligevel – Dalum havde en flot afslutning ved indskiftede Philip Stoustrup som blev reddet af målmanden, hvorefter en Odder forsvarsspiller clearede med en lang bold. Desværre missede Dalum forsvaret for første gang, og heldigvis også sidste gang i kampen, men denne gang kom Odders Emir Cilas på bolden og sparkede den i nettet bag en sagesløs Rasmus Lund.
De resterende otte minutters spilletid gik aldeles langsomt, men det må retfærdigvis siges, at Dalum holdet stod både sammen og fast, hvilket betød at sejren trods alt blev kørt ret sikkert i hus. Dalum burde faktisk, på en gigantisk kontrachance, mod det stor satsende Odder hold, have udbygget føringen. Det blev dermed en 2-1 sejr som drengene kunne tage med hjem i baggagen til Fyn.
Der blev med sejren slået et lille hul til nedrykningsstregen på syv points, men der er stadig langt til redning endnu. Forhåbentligt kan Dalum mandskabet holde det momentum som holdet er i p.t. til næste weekends hjemmekamp mod Kjellerup Det vil dog fortsat kræve hårdt arbejde på træningsbanen i den kommende uge, samt samme flotte og kloge indstilling som holdet har vist i de sidste kampe. Holdet støder dog på den udfordring at både Jacob Mikkelsen og Rene Hansen er i karantæne til Kjellerup, men forhåbentlig er andre klar til at tage over til næste weekends hjemmekamp.