Dalum IF vinder i Næsby

Træningskamp
Næsby Bk. – Dalum IF 1-2 (1-1)
0-1 (5. min.) Kent Jørgensen
1-1 (14. min.) Næsby Bk.
1-2 (52. min.) Daniel Jensen
Sommerens sidste testkamp for Dalum IF’s vedkommende forløb ganske tilfredsstillende, da holdet på Næsby Stadion besejrede lokal- og divisions kollegerne fra Næsby med 2-1. Udover sejren kunne Dalum spillerne og staben omkring holdet igen glæde sig over en god indsats.
Akkurat som i den sidste test mod Marienlyst, kom Dalum spillerne aggressivt ud af startblokkene og straks fra start, var det derfor Dalum der var her og dér og alle vegne. Det gav allerede i kampens første minut en pæn chance, der dog ikke førte til mål. Det gjorde til gengæld et indlæg fra venstre side allerede efter 5 minutters spil, da Dalum IF’s forward Kent Jørgensen kom først på bolden, som han sikkert og uden chance for Næsby målmanden headede i mål i det lange hjørne.
Glæden ved den hurtige Dalum scoring forsvandt dog allerede ni minutter senere, da en Næsby angriber blev spillet helt fri foran Dalum buret. Næsby angriberen svigtede da heller ikke, men sendte bolden sikkert i nettet bag en sagesløs Rasmus Lund til udligning 1-1. I den resterende del af første halvleg fortsatte Dalum sit aggressive spil, hvilket også førte frem til en god håndfuld målchancer, men nummermanden på Næsby Stadion blev ikke aktiveret yderligere i første halvleg.
Anden halvleg fortsatte hvor første slap, igen med et par pæne Dalum chancer, hvor kanterne kom godt bag om Næsby forsvaret. Det var dog ikke tilfældet syv minutter inde i 2. halvleg, da den spilstærke nytilgang fra Svendborg Frederik Humlegaard fik snøret et par Næsby spiller, inden han blev nedlagt med ulovlige midler et par meter uden for feltet. Det efterfølgende frispark sparkede Dalum IF’s midtbanespiller Daniel Jensen med største selvfølgelighed direkte i Næsby målet, meget bedre kan det vist ikke gøres.
I det følgende kvarter burde Dalum have lukket kampen helt, da holdet på bedste vis kom frem til nogle pæne målchancer. I den fase benyttede Dalum sig også af nogle indskiftninger, men indhopperne bidrog på bedste vis med hårdt arbejde og fint spil. I kampens sidste 10 minutter lykkedes det dog Næsby at ligge et godt tryk på Dalum, men Dalum forsvaret fik, også med lidt hjælp af et par gode Rasmus Lund redninger, reddet stormen af og dermed kunne de to hold gå i kabinerne med en 2-1 sejr til Dalum IF.
Det er dermed med en vis forventning og optimisme, efter de to sejre over Marienlyst og Næsby, at vi ser frem til premieren på fredag aften kl. 18.30 i Lars R. Jacobsen Park mod Kolding IF. Dog kender vi alle forskellen på test- og turneringskampe, så der er ingen tvivl om at Dalum IF står overfor en pæn stor udfordring mod en af række favoritterne fra Kolding. En ting er dog helt sikkert, det er at alle på og omkring divisionsholdet i Dalum IF vil give den fuld skrue for at komme godt for start på den spændende efterårssæson.