Menu

Dalum IF vinder igen i Kolding

image Favoritbanen i Kolding en lørdag i oktober (Foto: Martin Olsen)
Af Jan Larsen, sportskoordinator
21. oktober 2017 kl. 20:36
  1. Division Grundspillet, Pulje 2

Kolding IF – Dalum IF  1-2 (0-1)

0-1 (15. min.) Selvmål
0-2 (86. min.) Rasmus Nyborg Schmidt
1-2 (90. min.) Mathias Nielsen

Tilskuere: 350

Dalum IF vandt for tredje gang i træk over Kolding IF på Autocentralen Park i Kolding. Denne gang vandt Dalum med 2-1 i en tæt kamp efter endnu en ganske solid præstation af Dalum.

Hjemmeholdet havde hårdt brug for de 3 point for at konsoliderer sin plads blandt de 4 øverste i rækken, men Dalum gerne ville bygge på den flotte præstation, som holdet ydede i sidste weekends uafgjort kamp mod Marienlyst. Vi må sige at det var Dalum spillerne der kom bedst ud af dette, da holdet igen arbejdede stenhårdt og til tider flød spillet da også ganske flot. Samtidig var Dalum bedre til at udnytte sine chancer, hvor i mod hjemmeholdet skulle helt hen i kampens overtid for at få scoret. Heldigvis havde denne reducering kun kosmetisk betydning for kampens resultat.

Dalum kom bedst fra start af de to mandskaber og spillede sig frem til et par pæne chancer i kampens indledning, men den klare chance kom dog ikke i nogen af de to ender. Dalum skulle da også have hjælp af hjemmeholdets målmand og en forsvarer for at komme på 1-0, da de begge havde store problemer med det skarpe indlæg som den meget aktive Martin Høgstad slog ind fra højre siden. Dette resulterede i et selvmål af Kolding og dermed var Dalum i front.

 I det følgende foregik det meste på banens midterste tredjedel uden de åbne chancer til nogle af de to mandskaber, men efter godt en halvtimes spil burde Dalum have fordoblet målscoringen. Kent Jørgensen blev flot stukket fri i medløb, men afslutningen blev desværre for Dalum flot pareret af hjemmeholdets målmand Jens Rinke. I første halvlegs sidste 5 minutter var Kolding tæt på udligning i et par omgange, men i begge tilfælde kom der en Dalum forsvarer i vejen uhyggeligt tæt på mållinjen og dermed kunne Dalum gå til pause med en kneben 1-0 føring.

2.halvleg forløb stort set som første halvleg. Dalum defensiven havde særdeles godt fat i Kolding offensiven med Rune Nautrup i front, da både Nautrup og de øvrige Kolding angribere blev holdt i meget kort snor. Samtidig holdt Dalum fornuftigt fat i bolden, så det så ud til at Dalum kunne køre sejren stille og roligt hjem. I kampens sidste tyve minutter blev hjemmeholdets pres dog intensiveret og med godt et kvarter tilbage, så det unægtelig ud til at hjemmeholdet fik udlignet. En Kolding angriber fik i fri position passeret keeper Rasmus Lund og bolden ramte indersiden af stolpen, hvorefter bolden så ud til at passerer mållinjen, men i absolut sidste sekund fik en Dalum spiller clearet. Uha det var tæt på og de allerede jublende Kolding spillere måtte få armene ned igen.

Dalum holdet fortsatte det hårde arbejde og fem minutter før tid gav det igen bonus og det med et mål lige efter fodboldens abc. Rasmus Lund satte hurtigt bolden i gang med at kaste bolden ud til Mikkel Kjær Andersen, der slog en lang og præcis aflevering på det helt rigtige tidspunkt til Rasmus Nyborg Schmidt. Rasmus kontrollerede flot bolden med en bryst tæmning, hvorefter han flot huggede bolden højt i nettet bag en udsigtsløs sprællende Jens Rinke i hjemmeholdets bur. Dermed var der lagt op til en forholdsvis sikker Dalum sejr i kampens sidste fase.

Det skulle dog alligevel blive spændende til sidst, da Mathias Nielsen i kampens første overtids minut fik reduceret for Kolding. Minuttet efter røg reporteren da også holdt ud på kanten af sædet, da Kolding fik tilkendt et frispark lige udenfor Dalum feltet. Skulle hjemmeholdet alligevel stjæle en Dalum sejr med to mål i overtiden. Sådan gik det heldigvis ikke da Rasmus Lund fik reddet frisparket uden problemer og Dalum spillerne kunne juble da kampen efter 94 minutters spil blev fløjtet af.

Dalum mangler nu blot to kampe i efterårets Grundspil. På lørdag gælder det HIK hjemme i Lars R. Jacobsen Park, hvorefter holdet i den sidste kamp lørdagen efter skal møde Næsby i endnu et hidsigt lokalopgør på Stærehusvej i Odense N.

 

   

Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk