Dalum IF vinder træningskamp i Otterup

Dalum IF vandt tirsdag aften træningskampen mod Danmarksserieholdet Otterup med 3-1. Hele truppen på nær den fodskadede Mikkel Kjær Andersen fik spilletid på den flotte grønsvær.
Første halvleg i det Nordfynske stod der Dalum på det meste, på nær de første 5-10 minutter, hvor hjemmeholdet var tæt på scoring i et par situationer. Derfra fik Dalum spillerne lagt et godt pres på Otterup, hvor det flere gange lykkedes i det aggressive pres, at få erobret bolden enten i duel spillet eller gæsterne fik brudt hjemmeholdets afleveringer.
Samtidig lykkedes Dalum meget godt med at få sat nogle flotte angreb sammen, enten over fløjende eller med nogle godt timede dybdeløb. Scoringsmæssigt lykkedes det også meget godt, da først Tais Holm Christensen med scoringer i det 19. og 34. minut, samt ved Frederik Humlegaard i det 39. minut, dette betød at Dalum IF kunne gå til pause med en fortjent 3-0 føring.
I anden halvleg blev tempoet reduceret og Otterup kom langt bedre med i spillet, hvilket da også betød at hjemmeholdet fik reduceret til 1-3 knapt halvvejs inde i anden halvleg. Kort tid efter var hjemmeholdet tæt på en yderligere reducering, men Rasmus Lund parerede flot det giftige langskud.
Dalum IF havde så absolut også sine chancer i en noget rodet anden halvleg, hvor Dalum IF i det sidste kvarter burde have forøget føringen, men det forblev ved de 3-1 til Dalum IF. Det mest opløftende set med Dalum briller i anden halvleg var helt klart, at angriberen Mads Raben var tilbage i Dalum fra sit ophold på Færøerne og er klar til at tørne ud for Dalum i den kommende sæson.
Dermed vandt Dalum IF sin anden træningskamp denne sommer, da OBs U19 Liga som bekendt blev besejret med 2-1 i den forgangne weekend. I den kommende weekend spiller Dalum IFs 2. divisionshold ikke træningskamp, hvormed der mangler to træningskampe mod henholdsvis Næsby lørdag den 15. august og SFB/OURE FA lørdag den 22. august.