Dalum mod Den Gule Fare i Horsens

Dalum IFs Danmarksseriehold skal på søndag spille mod Den Gule Fare fra Horsens eller nærmere bestemt Horsens FS.
Kampen afvikles på Jacobsen Plus Kunstgræs Arena 2 med kampstart kl. 13.00.
Horsens FS er moderklub for AC Horsens der spiller i NordicBet Ligaen efter nedrykningen i sommers fra Superligaen. Horsens FS er dermed egentlig også AC Horsens andethold, men trafikken af spillere mellem de to hold har ikke været overvældende stor her efter sommerferien.
Horsens FS kan som stillingen viser sagtens klare sig selv, da holdet med en uafgjort mod Hedensted og to sikre sejrer mod B. 1909 og Fjordager har indspillet flotte 7 points i de tre første kampe, hvilket kun Marienlyst har gjort bedre i denne Danmarksserie pulje 3. Horsens FS har da også et meget spændende og velspillende hold med en del unge og sultne spillere, samt et par veteraner til at trække i trådene og vejlede de unge spillere. For midtbanespilleren Tonny Brochmann med stolte 34 år på CV’et har prøvet en del på højt niveau i både Danmark og ikke mindst i Norge, ligesom også angriberen Nicolaj Johansen har mange divisionskampe på bagen blandt andet i Middelfart.
Dalum IF kører til Horsens med et par nederlag i bagagen fra de seneste to kampe. Nederlaget mod Marienlyst var nok forventeligt og indsatsen var langt henad vej også i orden. Mere ondt gjorde nederlaget på 2-0 til B. 1913 sidste fredag, hvor Dalum spillet ikke kom i nærheden af præstationerne fra de foregående tre kampe. Lad os dog håbe at det er en enlig svale og at der kommer en trods reaktion i Horsens kampen. Vær sikker på at spillerne vil gøre alt for at få ”Den Blå plet” vasket væk søndag eftermiddag i det Østjyske.
Der er dog ingen tvivl at Dalum IF spillerne skal spille op til sit allerbedste på Kunstgræsset i Horsens, hvis der skal point med hjem til Dalum søndag eftermiddag. Horsens FS mandskabet har spillet rigtigt godt i de tre første kampe og er sammen med Marienlyst de to hold som har gjort det bedst her i indledningen. Dalum IF har fået unge Victor Mejnert Fisker klar til kampen søndag efter hans lårskade, men modsat er Bertram Maag Olsen desværre ude men en skade i lyske regionen.
Kampen afvikles på Langmarksvej 59 i Horsens på Jacobsen Kunstgræs Arena 2, som er placeret i umiddelbar nærhed af Stadion i Horsens.