Dalum taber til effektive Kolding

- division, pulje 2
Dalum IF – Kolding IF 1-4 (0-2)
0-1 (15.min.) Andre Jepsen
0-2 (32. min.) Rune Nautrup
0-3 (55. min.) Rune Nautrup
1-3 (66. min.) Jack Nielsen
1-4 (68. min.) Jonas Spornberger
Tilskuere: 345
Dalum IF tabte fredag aften premieren i dette års 2. division hjemme i Lars R. Jacobsen Park, da gæsterne fra Kolding IF helt fortjent vandt med 4-1. Dalum IF forsøgte gang på gang at udfordre de stærke gæster, men kom oftest til kort og blev mange gange fanget i Kolding IF’s omstillingsfælde. Da Kolding mandskabet samtidig råder over en klasse angriber som Rune Nautrup, blev det en svær mission i store dele af kampen at dæmme op for gæsternes.
Akkurat som i de sidste to træningskampe, begge blev vundet over henholdsvis Marienlyst og Næsby, startede Dalum spillerne dejligt optimistisk og var meget i bold besiddelse i kampens indledende fase. I et par tilfælde kom kanterne også flot bag gæsternes forsvarslinje, men den afgørende sidste Dalum fod eller hoved kom desværre ikke på bolden, så rigtigt farligt blev det aldrig.
Efter et kvarters spil blev der begået frispark mod en Kolding IF spiller omkring 30 meter fra Dalum målet. I den position plejer der at være fred og idyl og ingen fare for scoring. Gæsternes Andre Jepsen prøvede alligevel opportunisk med et direkte spark, godt nok med både medvind og solen i ryggen, desværre mistimede hjemmeholdets målmand Rasmus Lund sit greb om bolden og den fortsatte i mål. Det er højst 1 gang ud af 100 at keeper Lund lader sådan en bold passere, desværre skete det lige denne fredag aften. Retfærdigvis skal det siges at Rasmus Lund spillede sig op i resten af kampen med flere gode indgreb og redninger.
Bagud 1-0 mistede Dalum mandskabet lidt offensivt bid, samtidig med at gæsterne virkelig fik selvtillid. Spillet var rimeligt lige men gæsternes hurtige kontraangreb med en 5-6 spillere var til stadighed gift for hjemmeholdet. 10 minutter før pausen blev bolden sparket ind i Dalum feltet og Rune Nautrup vendte på en Dalum forsvarer og scorede efterfølgende sikkert til 2-0 til gæsterne. Derfra blev det for alvor op af bakke på Dalum IF.
Pausen så ikke ud til at ændre det store. Dalum spillede fortsat pænt med, men fortsat kneb det med de åbne chancer til det rødklædte hjemmehold. En chance mere var til gengæld nok for gæsterne Rune Nautrup, der med stor selvfølgelighed sparkede bolden ind i det lange målhjørne bag en sagesløs Rasmus Lund. 3-0 og dermed var kampen vel egentligt lukket. 10 minutter senere fik hjemmeholdet et hjørnespark og i forlængelse af dette reducerede Jack Nielsen til 1-3. Skulle der alligevel komme lidt spænding tilbage i kampen.
Det skulle der så ikke og armene kom hurtigt ned for hjemmeholdets fans. Blot 120 sekunder scorede gæsternes midtbanespiller Jonas Spornberger på et flot følt langskud og dermed førte Kolding igen med 3 mål. I den resterende del af kampen var det med Dalum meget på bolden, men gang på gang blev hjemmeholdet straffet af Kolding IF’s omstillinger, når Dalum spillerne mistede bolden. I kampen første ¾ havde Kolding vel scoret 4 mål på 4,5 chance, heldigvis faldt gæsternes effektivitet i kampens slutminutter, så domme Paw Johansen kunne efter de obligatoriske 93 minutter fløjte kampen af med stillingen 1-4 på resultattavlen.
Dalum IF spillerne må fortsætte med arbejdshandskerne på, således at cheftræners Anders Nielsens mere boldbesiddende spillestil implementeres endnu mere. Heldigvis er der stadig 39 points at spille om og Dalum IF er ikke det eneste hold i rækken der får store problemer med det stærke Kolding IF mandskab.
Dalum skal allerede i kamp igen på onsdag den 9. august, hvor holdet i pokalturneringen kl. 18.30 spiller på udebane mod Danmarksserieholdet fra Tarup Pårup.