Dalum tabte til Brabrand efter sløj indsats

- Division, pulje 1
Dalum tabte til Brabrand efter sløj indsats
Dalum IF - Brabrand IF 0-1 (0-0)
0-1 (85. Min.) Kasper Andersen
Udvist: 77 min. August Nielsen, Dalum IF (2 gule kort)
Dalum skulle lørdag eftermiddag forsøge at følge op på den flotte sejr over BK Frem i sidste weekend, og samtidig revanchere sig imod Brabrand, der slog Dalum i efteråret. Den stod på blæst og regn på TOTALBANEN, og der var lagt op til en herrefight.
Som forudset var kampen ikke præget af flot tiki-taka spil. Kampen bød i stedet på masser af dueller, og fight på midten af banen. Det var tydeligt at se, at Brabrand ikke var kommet for at levere en flot fodboldkamp, da de satsede stort på indkast og andre dødbolde.
Kampens eneste nævneværdige højdepunkt de første 30 minutter var et gult kort til Dalums Kristian Weber for en hård tackling.
Brabrand fik efter 35. minutters spil bolden i mål, men målet blev korrekt underkendt. Rasmus Schmidt blev skubbet i ryggen, og kolliderede med en fremstormende Mathias Würtz i et hårdt sammenstød, som kunne have endt galt, men heldigvis var begge spillere på benene igen.
Mere skete der ikke i første halvleg og holdene gik til pause ved stillingen 0-0
Anden halvlegs begyndelse lignede første halvleg på en prik. Duelspil, spilstop og usammenhængende pasninger var kampbilledet ligesom det var i første halvleg.
Dalums første reelle chance kom efter 65. minutters spil, hvor Mikkel Kjær satte tre mand fra sin højreback position, og slog et hårdt indlæg på tværs. Efter lidt kaos i feltet fik Mads Raben afsluttet, men en god blokering forhindrede bolden fra at stryge i mål.
Julius Fechtenburg var kommet ind på højrekanten, og den pågående kantspiller var med det samme til at skabe uro i Brabrands højreside. Generelt var Dalum kommet meget bedre med i kampen, og sad mest på bolden.
Dalums momentum forsvandt dog, da August Nielsen efter 77. minutters spil fik sit andet gule kort, og Dalum skulle derfor slutte kampen med en mand i undertal.
Med en mand i overtal satte Brabrand sig ikke overraskende på tingene, og efter 85 minutters spil fik gæsterne også scoret til 1-0 på et flot langskud af Kasper Andersen.
Dalum prøvede at sætte et pres ind til sidst, men med en mand i undertal og en dommer, der tillod Brabrand at bruge ualmindelig lang tid på spilstop lykkedes det ikke at tilspille sig nogen chancer.
Med nederlaget dumper Dalum ned på en aktuel 8. plads i rækken, dog med en kamp i hånden ift. flere af holdene, der ligger over Dalum. Næste opgave byder på en tur til Tønder, hvor FC Sydvest 05 byder Dalumholdet op til dans. Der er kampstart klokken 13:00 i det sønderjyske.