Menu

Dalum til Fjordager lørdag

image Henrik Gradholt Ravensbeck spillede en god kamp i Dalum IFs midterforsvar i kampen mod Hedensted. Her tackles Henrik af en Hedenstedspiller i et af sine raids fremad banen (Foto: Robert Hierath)
Jan Klivager Larsen, sportskoordinator
28. september 2023 kl. 18:28

Dalum IFs Danmarksseriehold skal på lørdag kl. 14.00 en tur til Fjordager, hvor der venter en hård kamp mod nyoprykkerne fra Albaniserien.

Fjordager vandt sikkert Albaniserien inden sommerferien med en margin på hele 10 points ned til de nærmeste forfølgere, så det var en sikker og meget fortjent oprykning. Den rutinerede træner Claus Udengaards tropper har, akkurat som Dalum IF erfaret at Danmarksserien i indeværende sæson er hård, specielt de mange lokalopgør betyder at intensiteten er pænt stor i alle kampe. Det samme må siges om jævnbyrdigheden, hvor alle hold slår alle, når der ses bort fra de to tophold Marienlyst og Horsens FS. Der er således kun fire points fra B. 1913 på fjerdepladsen til Fjordager på plads nummer ti og sidst.

Dalum IF ligger med 6 points og dermed på pladsen akkurat foran Fjordager. Der er derfor tale om en virkelig seks points kamp, så lokalopgøret på lørdag bliver nærmest en forbudt for børn kamp. En eventuel taber af lokalopgøret på lørdag vil allerede befinde sig i en skidt situation også selvom der venter mange kampe endnu. Fjordagers forsvarsgeneral er i øvrigt den gamle Dalum kæmpe Jack Nielsen som nu tituleres Jack Salomonsen, som med sin store rutine styrer Fjordager defensiven med hård hånd.

For Dalum IF spillerne gælder det om at bygge yderligere på den godkendte spillemæssige kamp i sidste weekend mod Hedensted. Kampen blev som bekendt tabt med 2-1 til østjyderne og de yderligere sten til Dalum huset skal primært bestå af en skarpere udnyttelse af chancerne. Der kunne i hvert fald tælles en 5-6 større chancer i søndags, så udbyttet et mål som blev sat ind af Marc Gangia er simpelthen for lidt i forhold til de mange muligheder. I øvrigt fik Fjordager 1-1 i Hedensted i forrige weekend, så et godt gæt er at det igen bliver meget lige i Fjordager på lørdag.

Det hold som får brugt mest knofedt på lørdag vil formentlig også stå med de tre points, som begge mandskaber har meget behov for, hvis afstanden op til de foranliggende hold ikke skal blive alt for stor. Dalum IF må lørdag i Fjordager stadig undvære de to langtidsskadede Artin Montänez og Benjamin Aarenstrup samt Rasmus Knudsen som er ude af private årsager. Derudover ser det ud til at alle andre bliver klar til kamp på lørdag.

Det er nu vore drenge har behov for opbakning så forhåbentlig vil der dukke mange op heppe på vort hold lørdag eftermiddag på Østbirkvej i den nordøstligste del af Odense Kommune. Til gengæld vll spillerne gå gennem ild og vand for at vinde kampen mod Fjordager. Det bliver med garanti ikke kedeligt…

 

 

Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk