Dalum vinder to i træk

Danmarksserien pulje 3, Grundspillet
Dalum vinder to i træk
B. 1913 – Dalum IF 2-3 (1-1)
1-0 (7. min.) Nicklas Stockholm Jensen
1-1 (32. min.) Bilal Nassar
1-2 (61. min.) Rasmus Knudsen
2-2 (77. min.) Nicklas Stokholm Jensen
2-3 (78. min.) Simon Stendahl Johansen
Dalum Ifs Danmarksseriehold vandt for anden weekend i træk, da holdet ganske fortjent sejrede med 3-2 over B. 1913 på den neutrale spilleplads OK Arena Ringe. Dalum Ifs nye cheftræner Danni Nørgaard har dermed fået en perfekt start i Dalum IF med seks points i to kampe.
Odense Kommune havde ganske uhørt lukket græsbanerne i hele kommunen før tid, så Campus Road blev denne lørdag erstattet med kunstgræsbanen i Ringe, som Ringe Boldklub velvilligt stillede til rådighed for lørdagens Danmarksseriekamp. Til tider kunne man godt se at de to holds spillere lige skulle finde sig til rette på det kunstige underlag, men det var alt i alt Dalum som fandt sig bedst tilrette på det nye underlag.
Dalum IF fik ellers den værst tænkelige start på kampen, da Dalum defensiven nærmest forærede et mål væk efter seks minutters spil. Dalum ville spille bolden ud helt nede fra det lille felt, men opspillet blev for tøvende, hvilket betød at 13’s store angriber Nicklas Stokholm Jensen fik en lang tå på bolden, som efterfølgende piblede ind i Dalum målet.
Dalum spillerne virkede umiddelbart lidt rystede og i de kommende minutter kneb det lidt at få sat spillet fornuftigt op. Relativt hurtigt fik Dalum holdet sig dog samlet og Emil Honeré Fernández kom frem til en pæn chance, men han fik dog ikke den helt rigtige fart i afslutningen, så den løb desværre lidt ud i sandet.
Dalum fik efterhånden mere og mere momentum med vinden i ryggen, men den helt store chance kom aldrig i denne periode.
Der skulle så en B. 1913 fejl til at Dalum også kom på måltavlen med udligningen til 1-1. Et Dalum angreb syntes at afværget af ”De Blå”, men en tilbagelækning af en forsvarer fik for lidt fart og Dalum Ifs lille fikse angriber Bilal Nassar smuttede imellem og scorede sikkert på B. 1913 keeper Victor ”Vobbe” Larsen.
Dalum spillet blev i den periode bedre og bedre mod et B. 1913 mandskab der havde nok at gøre med at forsvare sig. Fem minutter før pausen fik Dalum et frispark på kanten af feltet og Marc Gangia fyrede af, men desværre ramte bolden overliggeren og gik ud til målspark. To minutter før pausen var det så B. 1913 og Umar Beriev der fik chancen på et frispark noget længere ude. Umar fik dog sendt et projektil afsted mod Dalum målet, men målmand Rasmus S. Villadsen hev en fantomredning ud af handskerne. De to hold kunne derfor lidt efter gå til pausen med uafgjort 1-1.
Dalum IF foretog i pausen en udskiftning da Henrik Gradholt Ravensbeck afløste Emil Honoré Fernandez, men indledningen på anden halvleg blev ikke optimal for nogle af de to hold, da de første 5-10 minutter blev en lidt uskøn forestilling. Som i første halvleg var det igen Dalum spillerne som først fandt melodien mod et B. 1913 mandskab som ensidigt satsede på lange bolde op mod den store angriber Nicklas Stokholm Jensen.
Det var da heldigvis også Dalum der stod for den næste scoring. Marc Gangia tog et hjørnespark fra venstre side og fandt perfekt Rasmus Knudsen, som steg op mellem venner og fjender, men flot snittede bolden helt op i den fjerneste målhjørne og så var det Dalum Ifs tur til at være i front. Det ændrede dog ikke meget på kampforløbet, hvor Dalum lurede på chancerne via omstillinger og B. 1913 benyttede en hver lejlighed til at sparke bolden op i Dalum feltet.
Det skulle så vise sig at et veltimet B. 1913 angreb førte til kampens næste scoring, hvor Dalum forsvaret blev spillet tynde og Nicklas Stokholm Jensen udækket sparkede bolden i mål fra 10 meters afstand. Dermed var det anden scoring for store Stokholm og den 4. på to kampe. Man nåede lige at mærke ærgrelsen inden glæden indtraf igen. Fordi at Dalum 60 sekunder senere igen var i front. Bilal Nassar tog et par træk og efterfølgende betjente Simon Stendahl Johansen i dybden. Simon afsluttede hårdt på første berøringen og bolden suste i nettet til 3-2 til Dalum IF.
Kampforløbet fortsatte og B. 1913 benyttede enhver lejlighed for at pumpe bolden op i Dalum feltet, men Dalum forsvaret fik clearet gang på gang og den store chance kom aldrig til B. 1913. Faktisk var Dalum noget farligere og tættere på scoring i kontraangrebene, men der kom ikke flere mål så Dalum kunne fortjent for anden weekend i træk bogføre tre points i den meget jævnbyrdige Danmarksserie.
Dalum Ifs nye cheftræner Danni Nørgaard kunne dermed fejre sin anden sejr ud af to mulige, så det er en rigtig rullestart Danni har fået. Faktisk er det første gang ”det nye” Dalum mandskab har sejret to weekender i træk, hvilket denne efterårsdag var helt fortjent. Det er en fornøjelse at se hvor meget fysik der bliver lagt i enhver nærkamp og i ethvert løb, specielt i dag mod et rutineret og fysisk stærkt B. 1913 hold, som alle hold i denne Danmarksserie har det svært med.
Der er nu to kampe tilbage inden vinterpausen – begge mod to reservehold. Først på lørdag på TOTALBANEN i Dalum mod Horsens FS og siden mod Aarhus Fremads ditto. Hvis Dalum spillerne fortsætter ad den vej holdet nu er begyndt at bevæge sig ud af kan man kun glæde sig til fortsættelsen både på kort og lang sigt. Stærkt drenge….