Dalummandskabet kan male aftensolen rød
Dalum I.F. – Kolding I.F.
2. Division
Fredag d. 12. august 2016
Kl. 18.30 – Dalum Stadion
I morgen aften skal vi på Dalum Stadion være vidne til noget så sjældent som en fredagskamp. Det normale kamptidspunkt vil dog fremadrettet fortsat rime på lørdag eftermiddag.
Sidst Dalummandskabet spillede en fredagskamp på Dalum Stadion var i øvrigt mod Morud I.F. i Albaniserien i maj 2014, hvor vores nuværende assistenttræner Michael Pendegast Jørgensen var cheftræner for nordfynboerne. Efter endnu en dag på kontoret kunne Dalummandskabet synge Karneval i Rio efter en potent 3-0 sejr over de Himmelblå fra Morud. Ak, ja! Det var tider! Men det er det bestemt også nu! Bare andre.
Efter sæsonpremieren på Middelfart Stadion har Dalumfolk formentlig stået tilbage med to forskellige følelser. Glæde og skuffelse. Glæde over at Dalummandskabet spillede en kamp af høj kvalitet. Det sker heldigvis ganske ofte. Men her snakker vi om sæsonens første kamp. Da det må formodes, at det således vil blive bedre og bedre kamp for kamp trods et højt indledende niveau, så tegner det Søren-danse-mig til et spændende efterår. Skuffelsen kom umiddelbart lige efter kampen, da det gik op for både spillere, stab og tilskuere, hvor tæt man egentlig havde været på at trække en fuld sejrsjackpot i Middelfartautomaten.
Dalummandskabet er rundens største favorit i 2. Division Pulje 2 jvf. diverse bookmakere, og denne favoritværdighed må meget gerne indfries i forbindelse med kampen mod Kolding I.F. Truppen er bred og stærk, og derfor er det på sin plads at gå efter en placering blandt de fire øverste. Dette er faktisk realistisk. Alligevel må man som Dalummand nok indstille sig på, at det bliver en svær linedans over de næste tretten kampe, da divisionens øvrige syv hold har samme ønske og målsætning. Vi vil dog yde vores bedste. Så kan ingen forlange mere.
Med ovenstående in mente har fokus derfor i ugens løb været på at få finpudset spillet i diverse taktiske henseender. Herunder at koordinere løbemønstre og få de sidste aftaler på plads på banen. Dette var der god mulighed for i forbindelse med tirsdagens pokalkamp mod Nr. Aaby IK. Efter en lige 1. halvleg slog Dalummandskabet til med fem scoringer i løbet af de sidste femogfyrre minutter. 6-1 blev resultatet, og cheftræner Kristoffer Johannsen kunne efter kampen glæde sig over, at være en runde tættere på deltagelse i Europa League...
På den baggrund skal kampen mod Kolding I.F. bruges til at følge op på både lørdagens og tirsdagen gode takter. Samtlige tre kæder har fungeret særdeles godt. Ikke mindst forsvaret der efter sæsonpremieren i Middelfart er blevet fremhævet af mangt en Dalummand som en solid sidste skanse. Næste skridt er, som der ligeledes er blevet finjusteret på i forbindelse med ugens træning og pokalkamp, at få skabt den sidste sammenhængskraft mellem kæderne. De nye spillere har hurtigt taget ansvar i et for dem anderledes system, men der vil selvfølgelig altid være en vis indkøringsperiode.
Forud for fredagens kamp er vi meget tæt på at have hele spillerpaletten til rådighed. Ferier er afholdt, karantæner er overstået, og småskader er behandlet. Derfor er der gode muligheder for, at Dalummandskabet atter kan male aftensolen over Dalum Stadion rød.
Dagens kampsponsor:
Herunder ses forsiden af fredages kampprogram, der vanen tro er prydet med endnu et par billeder i forbindelse med Dalum I.F.'s 85-års jubilæum.
Denne gang er billederne dog endnu ældre end det jubilæum, som Dalum I.F. ifølge kalenderen kan fejre i år. For der er blevet spillet fodbold i Dalum siden 1912 – dvs. små tyve år før stiftelsesdatoen d. 28. juni 1931. Billederne nedenfor er de ældste der findes af fodboldspillet på og omkring Dalumvej.
Vi skal nøjagtigt 102 år tilbage i tiden. Billederne viser 1. og 2. holdet i Dalum Boldklub som klubben hed den gang. Eller Arbejdernes Boldklub Dalum for at være helt præcis. En blanding af store drenge og unge mænd. På dette tidspunkt var aldersopdelingen ikke nær så udviklet og sat i system, som den er nu. Året er 1914 og billederne er taget et ukendt sted i Dalum d. 3. august. Kun syv dage efter at Første Verdenskrig brød ud. Dette var i øvrigt årsagen til, at fodboldspillet på Dalumvej lå stille i fire år frem mod efteråret 1918.
Til fredagens kamp trækkes der lod om tre stadionplatter på kampprogrammerne.
Foto Robert Hierath.
Foto Dalum I.F.
Foto Dalum I.F.