Menu

Dalummandskabet slået med egne midler

Casper Hansen
27. juli 2015 kl. 13:19
2. DIV: Referat: Dalummandskabet mødte et velspillende TPI-hold i sommerens første træningskamp, og blev slået med egne midler. Det hurtige og direkte omstillingsspil.

Dalum I.F. (2. Div.) - TPI (DS) 2-5

Træningskamp

 

Dalummandskabet, der igennem de seneste sæsoner har været garant for hurtigt og direkte fodbold, blev i gårsdagens velbesøgte træningskamp slået af et TPI-mandskab, der praktiserede samme effektive spillestil. TPI var det på dagen bedste mandskab, og sejren var fuldt fortjent.

Det sker sjældent at der bliver scoret fem gange imod Dalummandskabet. Men det gjorde der så i søndagens træningskamp. Specielt i 2. halvleg gik en hel del skævt. Omvendt så er en træningskamp nu engang en træningskamp. Nye spillere, ændret opstilling, flittig udskiftning, og fraværet af en række stamspillere var selvfølgelig en del af forklaringen.

Dalummandskabet startede ellers med at have fuld kontrol over kampen i den første halve time, hvor to-tre scoringen havde været et retvisende billede. Men den manglende skarphed i de afgørende situationer i 1. halvleg betød, at TPI med nogle ganske giftige kontrastød kunne afgøre kampen i 2. halvleg.

Som sagt var sejren fuldt fortjent, om end lidt stor. Svigtende kommunikation og koncentration gjorde sejrens størrelse mulig, da tingene fra tid til anden blev gjort lige lovligt lette for TPI.

Summa summarum så skader et nederlag i ny og næ ikke, og som nyoprykket hold i en ekstra stærk 2. Division – fremover med det kurfyrstelige navn Kanal Sport Divisionen – så må den mere realistiske del af den menneskelige hjerne nok indstille sig på, at nederlagene formentlig bliver flere i den nye sæson.

Heldigvis har Cheftræner Kristoffer Johannsens rødblusede mandskab over to sæsoner kontinuerligt vist, at de også bare er blevet bedre og bedre med tiden. Som en god flaske rødvin fra Château Dalumgård. I går smuttede der desværre bare lidt for mange rester af korkproppen med op i glasset.  

Næste træningskamp er nu på onsdag d. 29. juli kl. 19.00 på Bane 6 bag rideskolen mod B1909's DS-mandskab.

 

 

Foto Robert Hierath: En velbesøgt Bane 6 i forbindelse med gårsdagens træningskamp.

Foto Robert Hierath: Morten "Lange" Christensen i forbindelse med et Dalumopspil.

Foto Robert Hierath: Én af 1. halvlegs store Dalumchancer.

Foto Robert Hierath: Benjamin Tempelaars (med ryggen til) i duel.

 Foto Robert Hierath: Fysioterapeut Jan Larsen behandler anfører Frank Nielsen.

 

 

Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk