Menu

Danny Martin forlænger med Dalum IF

image
Jan Klivager Larsen, sportskoordinator og bestyrelsesmedlem
08. juni 2025 kl. 11:20

Dalum IF har den glæde at kunne meddele, at GF FYN Serieholdets assistenttræner Danny Martin netop har forlænget aftalen, så den også er gældende hele den kommende sæson indtil sommeren 2026.

Danny Martin kom til Dalum IF i forbindelse med at Nicolai Christensen overtog posten som cheftræner for GF FYN Serieholdet først i april måned. Nicolai og Danny har begge gjort et meget flot arbejde og det er super godt, at det forsætter i hvert fald frem til næste sommer.
Vi har dermed hele lederteamet på plads omkring vort 1. seniorhold, da også Finn Mikkelsen og Stefan Demant Nielsen fortsætter som holdledere.

Danny Martin udtaler:
Jeg vil gerne fortsætte i Dalum IF af flere grunde. Først og fremmest er det spændende at være en del af et miljø, hvor der er en rar, men også ambitiøs stemning.

Både holdledere, bestyrelsesmedlemmer, spillere m.fl. har taget godt imod mig, det betyder meget for mig. Herudover er der et godt potentiale af nuværende og kommende spillere, så vi forhåbentligt kan spille med i toppen af FS-rækken efter sommerferien, og på længere sigt have større ambitioner.  

Jeg synes desuden, Nicolai er en dygtig træner, han er meget engageret, hvilket smitter af på mig og alle andre, i og omkring truppen, han har også en spændende og klar spillestil.  Til sidst har jeg en tro på, jeg kan være med til at støtte Nicolai samt spillerne med min lidt mere erfarne og rolige stil.  Jeg har nogle klare ideer om, hvor jeg kan byde ind i forhold til Nicolai og spillerne på individuelt plan. Men også på nogle holdtaktiske områder, har jeg nogle planer om at blande mig og sætte nogle ting i gang.

Sportschef Allan Lal Nielsen udtaler:
Vi er meget glade for at Danny Martin fortsætter i rollen som assistenttræner for GF FYN Serieholdet. Danny har gjort et fantastisk godt arbejde i de to måneder han har været omkring vore to bedste herrer seniorhold. Danny er allerede blevet en meget vigtig brik i udviklingen af såvel vore spillere som for seniorfodbolden i Dalum IF.

Danny er fagligt dygtig, han har meget erfaring som både spiller og træner, er utroligt vellidt af alle i hele seniorafdelingen og har en god evne til at arbejde specielt med de unge spillere.
Dalum IF er helt sikre på at vi med Nicolai Christensen og Danny Martin har et perfekt team til at udvikle både vor nuværende trup, samt de mange dygtige spillere som kommer op fra U19 afdelingen på den anden side af sommerferien.

Danny Martin spiller i øvrigt ”Old Boys” fodbold i Dalum IF, så du kan også opleve Danny indenfor kridtstregerne i det røde dress.

 

Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk