De fire unge og den "gamle" fortsætter i Dalum IF

Dalum IFs 2. divisionshold er, som de fleste ved, meget ungt hvilket ikke mindst gælder i de forreste geledder, hvor Dalum IF i efteråret stort set udelukkende benyttede spillere der stadig er teenagere.
Dalum IF er derfor både stolte over og glade for, at Philip Stoustrup, Julius Fechtenburg, Oliver Lønfeldt og Sebastian Lodahl alle fortsætter i den kommende sæson. Alle fire debuterede i divisionsfodbolden i efteråret 2018 og alle har formået at gøre sig yderst positivt bemærket, så det bliver spændende at følge fortsættelsen.
Den ”gamle” Lukas Harder, som dog kun er 26 år, er ligeledes klar til at tørne ud for Dalum IF efter vinterpausen. Harder fik allerede i sæsonens anden kamp en knæskade, som desværre holdt ham ude i den resterende del af efteråret. Harder er dog klar til den kommende sæson, hvor også nytilkomne Patrick Naundrup, Elias Lamnaour og Mads Raben vil byde sig til på de offensive pladser i Dalum truppen. Tais Holm Christensen, der efterhånden har været ude i snart 2 år, vil ligeledes prøve om fysikken kan hold til turneringsfodbold i løbet af foråret, så må vi se hvordan fysikken virker på det.
Dalum IFs sportschef Michael ”Pep” Jørgensen udtaler omkring aftalerne med ovenstående spillere:”De fire nye har virkelig imponeret i deres første halvsæson. Overgangen fra ungdoms fodbold kan være stor, hvilket er naturligt, men det er overraskende hvordan de Phillip, Julius, Lodahl og Lønfeldt hurtigt har vænnet sig til vores hold, og bidraget med godt spil samt flotte mål. Det kan blive rigtig godt med tiden, da vi ser stort potentiale i dem. Harder har igen været igennem en længere skades periode, men han er savnet og heldigvis er han igen klar til komme på banen og der er i sig selv garanti for knofedt. Tais Holm håber vi ligeledes bliver sin skade kvit og kan komme tilbage i løbet af foråret”.
Dermed kom Dalum IF helt i mål, da alle spillere har forlænget de aftaler som Dalum IF har tilbudt 2. divisionstruppen. Det er dermed muligt at arbejde kontinuerligt med de mange unge og spændende spillere som er truppen. Samtidig har truppen fået tilgang af en lille håndfuld nye og spændende spillere, så det bliver rigtigt interessant at følge holdet i forårssæsonen.
I denne omgang blev det dermed ikke til aftaler til Jonas Eigaard Andersen, Marco Bertelsen og Balder Adelgaard. Førstnævnte fortsætter karrieren i Marienlyst, mens de to sidstnævnte spiller i B1909 til foråret. Dalum IF vil gerne takke alle tre for god og dedikeret indsats i Dalum IF og ønske rigtigt meget held og lykke fremover.
Dalum IFs 2. divisionshold indleder sæsonforberedelserne mandag den 7. januar og spiller første divisionskamp lørdag den 9. marts i Spektrum Odder.