Menu

De rigtige vandt

image Seniorformand Lars Mejnert overrækker Allan Lal Nielsen lidt godter. Stor tak til Lal for en fantastisk indsats i Dalum IF (Foto: Kim Nielsen)
Jan Klivager Larsen, sportskoordinator og bestyrelsesmedlem
22. juni 2025 kl. 18:35

Den weekend som er meget tæt på at gå hæld resulterede i to sejre og to nederlag for seniorfodbolden i Dalum. Heldigvis var det de ”rigtige” hold der vandt. Så var det til at leve med at Dalum IF GF Fynsseriehold tabte 1-0 til Marstal/Rise, selvom det er irriterende at vi ikke kan knække koden mod ærøboerne. Derudover tabte Dalum/Næsby i GF FYN Serien for kvinder med 2-0 til Middelfart - det betød heller ikke noget for placeringen.

Dalum/Næsby 2. divisionskvinder var godt nok noget tid om at komme i gang her i foråret. De sidste to kampe har dog været flotte først med en sejr i overtiden i lokalopgøret mod OB på 4-3, hvilket var en god optakt til den altafgørende kvalifikations kamp mod Ølstykke på Slagelse Stadion lørdag eftermiddag – det var en vind eller forsvind kamp.

Heldigvis blev det vind og ikke forsvind for Dalum/Næsby kvinderne som sejrede med 2-1, hvor alle målene faldt efter pausen. Dalum/Næsby kvinderne tog føringen cirka midtvejs i anden halvleg på et mål af Sofie Lindegaard Johansen. Blot fem minutter senere blev det også 2-0 og kampen syntes på vej mod en afgørelse. Det blev dog en stakket frist, da Ølstykke reducerede til 1-2 minuttet efter. Det blev derfor en neglebidende afslutning, hvor Dalum/Næsby spillerne efter 93. minutters spil endelig kunne juble over sejren i den ekstremt vigtige kamp. Dermed står den fortsat på Divisionsfodbold for Dalum/Næsby kvinderne i den kommende sæson.

Allerede fredag aften blev der jublet i Dalum IF og endda hjemme i Rema 1000 Park Dalum. Det var fordi at Dalum IF i serie 1 kvalen besejrede topholdet OB med 3-2 og dermed godt og vel fik det ene point som var en nødvendighed for at kvalificere sig til serie 1.

Dalum IF kom foran 1-0 ved Mathias Nielsen og 2-1 ved Gustav Findsen, men hver gang kom OB tilbage i den spændende kamp. Det gjorde de stribede heldigvis ikke efter 3-2 scoringen ved Lucas Logan, som dermed blev matchvinder i lokalopgøret. Selvom det undervejs i foråret så lidt svært ud troede spillerne og trænerne hele vejen på at det kunne lykkedes at blive i top 4, så forløsningen var stor da det blev til en tredje plads i rækken. Kampe ros til Mathias Schilling og Chris Hierath, samt ikke mindst til spillerne. Tak også til U19 afdelingen for at stille spillere til rådighed, uden det gode samarbejde her i foråret havde det ikke været muligt at opnå det flotte resultat.

Det var ærgerligt at GF Fyn Serieholdet ikke kunne følge op på en ellers godkendt forårssæson. Kampen mod Marstal/Rise blev akkurat så bøvlet som forventet, selvom Dalum IF var i meget boldbesiddelse i det meste af kampen blev det aldrig rigtig godt.
Første halvleg blev afviklet uden store chancer i en sommervarm Rema 1000 Park Dalum og det var derfor indlysende at der ikke blev scoret. Det lå i luften at det første mål kunne blive afgørende og det satte Marstal/Rises Nicolaj Grydehøj Mikkelsen ind midtvejs i anden halvleg. Tættere end et skud på overliggeren ved Nikolaj Hejn Rasmussen kom Dalum IF ikke. Til trods for overvægt i spillet kunne der egentlig ikke indvendes noget som helst over at det blev til en fortjent sejr til Marstal/Rise.

Turneringen er dermed slut for seniorfodbolden i Dalum, men vi glæder os allerede til sæsonen efter sommerferien – det bliver spændende for alle hold.

 

                                    Anfører Simon Stendahl Johansen skal på studierejse i efteråret (Foto: Kim Nielsen)

Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk