Den evige jagt
Dalum I.F. – BK Marienlyst
Lørdag d. 8. oktober 2016
Kl. 14.00 – Dalum Stadion
Et særdeles velspillende Dalummandskab har over de seneste uger for alvor fået hul på bylden. To kampe. To sejre. Begge kampe har vist stor fremgang. Det har selvfølgelig taget lidt længere tid end forventet at komme i gang i denne sæson, men det har til gengæld været ventetiden værd. Nu skal der følges op med tre point på Dalum Stadion.
Trods hjemmebanefordelen så er point ikke noget, der hverken kan eller skal tages for givet. For Dalum Stadion har været en blandet fornøjelse at optræde på i denne sæson. Spillet har været mere hakkende og huggende, end det har været frit og flydende. Kort sagt har det ikke rigtigt kørt, som det skulle. Men nu virker det endelig som om, at spillet nærmer sig et højere og højere niveau, hvor flere ting nu sker pr. automatik. Man løber de rigtige løb, og man vælger de rigtige løsninger.
Heldigvis er fodbold et simpelt spil. Hvis alle elementer i spillet går op i en højere enhed, så vinder man uanset hvor man spiller, og uanset hvordan underlaget er. For når man kan spille så godt, som man faktisk gjorde i lørdags i Tønder på en svær bane - der til tider mere mindede om det bassin hvori Pernille Blume vandt OL-guld - så burde græsset på Dalum Stadion være det rene svir at spille på. Det skal retfærdigvis lige siges, at det ene og alene var de enorme vandmængder, der gjorde Tønder Stadion til en svær størrelse.
Gæsterne fra BK Marienlyst har modsat Dalummandskabet haft en lidt anden optakt til lørdagens lokalopgør. To kampe. To nederlag. Først tabte man 2-1 i Middelfart, mens man sidste lørdag tabte 2-1 til Rune Nautrup og det øvrige mandskab fra Kolding I.F. Og to kampe uden point hører til sjældenhederne for BK Marienlyst. Sagt på en anden måde så er det ikke hverdagskost på Windelsvej. Desuden er en række stærke stamspillere ude med større eller mindre skader. Trods det så råder BK Marienlyst stadig over en stærk og slagkraftig trup, der når de rammer dagen, spiller en flot og seværdig omgang fodbold.
Omvendt så er 2. Division Pulje 2 blevet skåret endnu tættere til over de seneste par uger. I toppen ligger fem hold og kæmper om fire pladser til forårets oprykningsspil. Kun fire point skiller nummer et fra nummer fem. Med det udgangspunkt er det hævet over enhver tvivl, at den sidste tredjedel af sæsonen bliver intens og nervepirrende. Der er ingen nemme kampe i en række, hvor alle tilsyneladende kan slå alle. I Dalum I.F. tror og håber vi selvfølgelig på, at vi kan nappe én af de fire øverste pladser.
Men en plads i den sjove halvdel kræver hårdt arbejde. Formentlig endnu hårdere end den i forvejen stærke og solide indsats som hidtil har været lagt for dagen. Ikke mindst da en sand kavalkade af listige lokalopgør venter forude for Dalummandskabet over de næste par uger. Udover BK Marienlyst så følger Næsby BK og FC Svendborg som perler på en snor. Pilen peger dog den rigtige vej for Dalummandskabet, og tro kan som bekendt flytte bjerge. Der er selvfølgelig altid plads til forbedringer og justeringer her og der. Dog må det med baggrund i de seneste to kampe konstateres, at Dalummandskabet ligner et hold, der er, hvor de skal være. Den evige jagt på røde point er for alvor i gang.
Dagens kampsponsorer:
Herunder ses forsiden af lørdagens kampprogram, der vanen tro er prydet med endnu et par billeder i forbindelse med Dalum I.F.'s 85-års jubilæum.
Denne gang er billederne fra de tidlige 1990ere hvor Dalummandskabet var fast inventar i Danmarksserien.
Til lørdagens kamp trækkes der lod om følgende gevinster på kampprogrammerne:
1. Præmie: 1 x Rødvin og kokkekniv fra BC Catering Odense.
2. Præmie: 1 x Kaffemaskine fra Meny, Hjallesevej.
3. Præmie: 1 x Chokolade og portvin fra Min Købmand, Heliosvænget.
Foto Robert Hierath.
Foto Bent Petersen.
Foto Bent Petersen.