Der er en ny sheriff i byen...
Dalum I.F. – AB Tårnby 4-1 (1-0)
1-0 (34. min.): Jakob Eigaard
2-0 (58. min.): Jakob Eigaard
3-0 (65. min.): Mads Hansen
3-1 (67. min.): Tobias Hansen
4-1 (78. min.): Jakob Eigaard
Tilskuere: 175
Solskin, kolde fadøl, og et Dalummandskab i hopla. Sådan kan lørdagens kamp mod AB Tårnby bedst beskrives. For det blev i sandhed en dejlig dag på Dalum Stadion, der nu for alvor er blevet en rigtig hjemmebane. Det stærke, røde kollektiv og kavaleri var ovenpå i alle spillets facetter på en dag, hvor det igen var en enkelt mand, der stjal opmærksomheden. Tre hurtige bid nedlagde byttet for Kongekobraen Jakob Eigaard.
Store dele af 1. halvleg blev en ganske livlig affære, hvor begge hold indvilligede i en omgang hæsblæsende tjubang-bold. Det var cowboys og indianere på lystig galop fremover prærien. Snart opstod der en mulighed i den ene ende, snart i den anden.
Men pludselig steg en mand af diligencen i den lille søvnige syvsoverby Little Red Rock Dalum. Og det stod hurtigt klart, at der var kommet en ny sheriff i byen. The Man with the Golden Gun...
Efter en lille halv times spil blev den første "slyngel" klynget op i netmaskerne på byens torv. Tæt under mål lod AB Tårnbys bagerste folk Jakob Eigaard stå helt fri. Det gør man sjældent ustraffet. Bolden blev klasket i mål med stor kraft, og mens røgen endnu ikke havde lagt sig fra seksløberen, kunne det røde kavaleri fejre den nye sheriff. Og sådan skulle det fortsætte yderligere et par gange.
Kampens 2. halvleg blev en lidt mere ensidig affære, hvor det røde kavaleri mere eller mindre besatte hver en meter af prærien. Efter tres minutter slog sheriffen til igen med et hurtigt skud fra kanten af feltet. 2-0. Bare seks minutter senere satte sheriffens unge lærling Mads Hansen trumf på med scoringen til 3-0. Kort forinden var AB Tårnbys Kristian Bo Andersen blevet udvist, hvilket reelt afgjorde kampen. Det på trods af at gæsterne ellers fik reduceret til 3-1 med små tyve minutter igen.
Men Jakob Eigaard havde endnu en salve der skulle affyres, og det blev den med målet til 4-1. Både et fjerde og femte mål var inden for rækkevide for sheriffen, men i disse situationer var den skarpe ammunition desværre sluppet op.
Tre scoringer for anden hjemmekamp i træk fortæller selvfølgelig sin helt egen historie om en individuel præstation. Det står dog klart at uden resten af det røde kavaleris helte, så kan selv en sheriff ikke angribe alene. Således var det igen en stærk kollektiv indsats der skabte fundamentet til sejren. Lørdag eftermiddag var det derfor fjorten mand, der både red ud og sejrede i solen over Dalum Stadion. Selv ikke westerninstruktørerne som John Sturges, Sergio Leone eller Quentin Tarantino kunne have skrevet manuskriptet bedre.
Foto Robert Hierath: Spillet bølgede frem og tilbage i 1. halvleg. Her sætter Kasper Dreyer ind med et befriende spark.
Foto Robert Hierath: Der blev givet og taget af et godt hjerte. Her anfører Frank Nielsen og Rune Corfitzen i baggrunden.
Foto Robert Hierath: Mads Hansen i flyvende stil.
Foto Robert Hierath: Thomas Johansen får gult.
Foto Robert Hierath: Rasmus Lund havde en relativ rolig dag i Dalummålet.
Foto Robert Hierath: Daniel Jensen kæmpede endnu engang som en besat på midtbanen.
Foto Robert Hierath: Cheftræner Kristoffer Johannsen i et fyrigt øjeblik.
Foto Robert Hierath: Rødt kort til AB Tårnbys Kristian Bo Andersen.
Foto Robert Hierath: Mads Hansen fik klemt sig ind på måltavlen mellem tre gange Jakob Eigaard.