Derby på Dalumvej
Dalum I.F. – Næsby BK
Kanalsport Divisionen
Lørdag d. 17. oktober 2015
Kl. 14.00 – Dalum Stadion
Søndagens sejr i Sundby skabte et godt udgangspunkt for de sidste fire runder i Kanalsport Divisionen. En solid selvtillidsløfter, der kan medvirke til at bringe Dalummandskabet sikkert i land. For sæsonen synger på sidste vers, og det er nu, at de sidste aftryk skal sættes. Rent pointmæssigt får kampen mod Fremad Amager kun betydning, hvis begge klubber ender i samme slutspil til foråret. Hvis ikke, så har sejren ingenlunde været spildt. Mentalt og psykologisk har den stor betydning.
Det var derfor også en tilfreds Kristoffer Johannsen, der udtalte sig til Bold.dk i tirsdags (Dalum-træner: Spillerne har løftet sig). I øvrigt med et smil så stort, at både Pjerrot fra Bakken og Jokeren fra Batman må siges at være i risiko for en fremtid på dagpenge.
”Det er gået stærkt for os, fordi vi er rykket op to sæsoner i streg fra Fynsserien, til Danmarksserien og nu 2. division. Derfor er det svært at vide, hvad man kan forvente. Vi vidste godt, at springet ville være stort, men jeg synes, at spillerne har arbejdet stenhamrende hårdt og disciplineret. Når vi rammer vores niveau er vi svære at slå. Vores kollektiv er stærkt og vi har en god kultur i klubben. Jeg synes at spillerne har løftet sig. De er blevet presset op i et højere tempo, og det har de fundet ud af, at de godt kan magte”.
Når det så er sagt, så ved vi på Dalumvej også godt, at træerne ikke vokser ind i himlen. Derfor er det stadig dyder som ydmyghed, disciplin og hårdt arbejde, der skal drive værket.
Ikke mindst i morgen lørdag hvor der er derby på Dalumvej mod bysbørnene fra Næsby BK. For hvis kampen er vigtig for Dalum I.F., så er det næppe noget at regne for hvordan kampen vægtes på Stærehusvej. Vores gode kollegaer fra det nordlige Odense har nemlig, som os selv, haft en sæson på det jævne. Forskellen er blot at cheftræner Sebatian Brydegaards tropper må betegnes som et både habilt, stabilt og etableret divisionshold, med en ikke uvæsentlig større erfaring og rutine på dette niveau.
I dansk politik arbejder man med et 100-dages begreb. At de første 100 dage i byrådsstolen og folketingstaburetten er hellige. Man har med andre ord 100 dage til at komme i gang med det politiske arbejde, inden en sand tsunami af kritik vælter ind over det politiske murværk.
Sådan fungerer det ikke helt i fodboldverdenen. Og dog! Det er klart at der af en oprykker fra omverdenens side, ikke helt forventes det samme niveau fra Dag 1, som der forventes af de etablerede hold. Når Dalummandskabet løber ind på Dalum Stadion i morgen, så er der gået 70 dage siden sæsonpremieren i Marienlyst. Det betyder jvf. ovenstående, at de første 100 dage godt og vel er lig med afviklingen af efterårssæsonen.
Så på den ganske vist lidt teoretiske baggrund, er det stadig Næsby BK, der må anses som favoritter op til kampen. Men her er der så sandelig sket en oddsforskydning af de helt store. For første gang i 11 kampe levnes Dalummandskabet en reel chance af fodboldfagfolket. Drengene fra Dalumvej er udråbt som favoritter mod Næsby BK! Ja, hvad bliver det næste? Et dansk landshold der kommer til EM? NB! Ironi kan forekomme.
Dagens kampsponsor: