Menu

Det begynder at ligne noget...

Casper Hansen
15. maj 2016 kl. 21:08
2. DIV: Optakt: Onsdagens sejr i Kolding skabte en afstand på elleve point til nedrykningsstregen. Alligevel skal der fuld damp på kedlerne mod Odder IGF. Målet er endnu ikke nået, og der er mange rare TV-penge at spille om.

 

Dalum I.F. – Odder IGF

Kanalsport Divisionen

Mandag d. 16. maj 2016

Kl. 14.00 – Dalum Stadion

 

Dalum Stadion åbner i morgen 2. pinsedag portene op til et topopgør i Kanalsport Divisionen. Men har vi da ikke lige spillet med i bundstriden? Sådan vil den opmærksomme læser sikkert ræsonnere. Jo, det har vi da så rigtignok. Derfor kan det selvfølgelig let komme til at lyde som om, at pressechefen har kastet et lidt vel kærligt blik ned i rødvinsflasken, når Dalummandskabet sådan uden videre spiller bundopgør den ene uge og topopgør den næste.

 

Nuvel, pressechefen kan som så mange andre godt lide et glas velskænket vindrue. Men fakta er ikke desto mindre, at rækkens tæthed har betydet, at otte-ni hold konstant har ligget på vippen mellem top og bund. Men de seneste to sejre over AB Tårnby og Kolding I.F. har gjort, at Dalummandskabet nu er tættere på toppen end bunden. I skrivende stund er der elleve point ned til nedrykningsstregen, mens der er syv point op til 1. pladsen. En placering der netop indtages af morgendagens modstander fra Odder IGF.

 

Midtugekampen i Kolding endte som bekendt med en ganske fortjent og overvisende 3-0 sejr. Desuden taler man næppe over sig hvis man siger, at sejren sagtens kunne være blevet af dobbelt størrelse. Cifrene var dog kun af sekundær betydning. Det der stjal billedet, var den disciplinerede indstilling og offervilje som Dalummandskabet lagde for dagen.

 

På den baggrund var det således også en yderst veloplagt cheftræner Kristoffer Johannsen, der efter kampen indfandt sig med et smil så bredt, at Pjerrot fra Bakken og Jokeren fra Batman, endnu engang var tæt på at blive meldt ledige. Og her må man bare tage hatten af for den lille mand med den kortklippede sommerfrisure, der for tredje år i træk er på vej mod et stort resultat.

 

Men ikke alle er lige heldige. For sejren onsdag aften i Kolding betød samtidig, at ledelsen og ridderne om det runde bord i klubben for foden af middelalderfæstningen ikke så andre udveje, end at tage afsked med cheftræner Mogens Hjort. Det er aldrig sjovt at komme i en sådan situation. Men det er nu engang både den professionelle og semiprofessionelle fodbolds DNA. Lidt som titlen på punkbandet The Ramones’ hit fra 1977. Here Today, Gone Tomorrow.

 

Odder IGF er i morgen part i endnu en spændende kamp på Dalum Stadion. Otte sejre, en uafgjort og blot et enkelt nederlag er indtil videre forårets resultat. I al beskedenhed bør det afslutningsvis nævnes, at østjydernes eneste nederlag netop kom som følge af kampen mod Dalummandskabet 2. påskedag. Her blev det til en snæver 1-0 sejr, hvor Odder IGF de sidste tyve minutter af kampen formåede at presse os helt ud på Samsø via Saksild Bugt. Det er derfor ikke tilfældigt at Odder IGF er rækkens ubestridte tophold.

 

Men mod et i øjeblikket velkørende Dalummandskab, så skal Odder IGF helt op på den store klinge for at få noget med hjem fra den hjemmebane, der nu endelig igen er blevet en hjemmebane. Det begynder at ligne noget...  

 

Dagens kampsponsor:

 

 

 

 

Herunder ses forsiden fra mandagens kampprogram, der vanen tro er prydet med endnu et par billeder i forbindelse med Dalum I.F.'s 85-års jubilæum.

Baggrundsbillederne er denne gang fra starten af 1950erne, hvor der ikke blev taget højde for en smule sne på banen. I sne og slud skal bolden ud... I baggrunden ses den gamle papirfabrik.

Til mandagens kamp trækkes der lod om tre stadionplatter på kampprogrammerne.

 

Foto Robert Hierath: Kampprogrammet til mandagens kamp mod Odder IGF.

Arkivfoto Dalum I.F.

Arkivfoto Dalum I.F.

 

 

 

Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk