Menu

Det er set og sket før

image Tæt trafik i Dalum feltet. Dette billede er dog fra sæsonens første opgør mod FA2000, men det samme var også tilfældet lørdag på Frederiksberg (Arkivfoto: Robert Hierath)
Jan Larsen, sportskoordinator
05. november 2022 kl. 17:00
  1. Division, Grundspillet

Det er set og sket før

FA2000 – Dalum IF 4-0 (2-0)

1-0 (17. min.) Christian Toftdahl
2-0 (25. min.) Lucas Simonsen
3-0 (58. min.) Michael Jonsson
4-0 (60. min.) Oliver Rimmen

Dalum IF var som bekendt for anden uge i træk i det københavnske og denne gang var destinationen Frederiksberg, hvor rækkens nummer tre FA2000 spiller sine hjemmekampe i Frederiksberg Idrætspark.

FA2000 blev desværre heller ikke kampen hvor Dalum IF spillerne fik sæsonens første point, da hjemmeholdet fra Frederiksberg sejrede med klare 4-0 efter en pauseføring på 2-0. I lighed med mange af de øvrige kampe spillede Dalum holdet godt med fra kampens start, men som set før mistede spilerne måske meget forståeligt lidt af selvtilliden i hvert fald efter 2-0 føringen FA2000.

Urets store viser havde kun nået halvvejen rundt da hjemmeholdet var tæt på at komme i front, men til alt held for Dalum IF overplacerede en FA2000 spiller bolden, da han ellers var spillet helt fri i Dalum feltet. Dalum spillerne overvandt hurtigt chokket og spillede fint med i kampens indledning, hvor ingen af de to mandskaber kunne vinde overtaget i kampen, hvorfor de helt åbne chancer ikke kom i denne periode.

Dalum IF var efter et kvarters spil meget tæt på at komme foran, da bolden blev spillet kvikt op på højre kanten, hvor Atli Geir Gunnarsson afslutning desværre blev redet af FA2000 målmanden Niklas Thomsen, så Dalum kom ikke i front i den aktion. Til gengæld skete der det som er sket en del gange i indeværende sæson - Dalum misser en god mulighed for scoring og kort tid efter scorer modstanderen.

I stedet for 1-0 til Dalum IF blev det hjemmeholdet som kom foran. FA2000 fik sat et hurtigt kontraangreb sammen og Dalum forsvaret blev udmanøvreret hvorefter Christian Toftdahl kunne sikkert bringe hjemmeholdet i front. Efter 25 minutters spil blev det også 2-0 til FA2000 i en situation, hvor hjemmeholdet lige lovligt let fik spillet i igennem Dalum forsvaret og Lucas Simonsen svigtede ikke i situation.

Første halvlegs sidste kvarter kom Dalum spillerne lidt tilbage i kampen og fik sig tilspillet et par halve chancer, men det blev desværre ikke til en reducering inden pausen. Konceptet fra første halvleg var som i mange andre kampe, en relativ jævnbyrdig første halvleg, men Dalum var bagud denne gang med 2-0 og så kunne holdet og alle andre med Dalum sympatier se ind i en svær anden halvleg.

Det må også retfærdigvis siges at Dalum var ret langt fra at få point denne lørdag på Frederiksberg også selvom anden halvleg startede ret lige. Hjemmeholdet var bare skarpere hvilket Dalum spillerne fik at se efter knap en times smil, da FA2000 scorede to kasser i løbet af 90 sekunder. Først begik Dalum et dumt frispark en to-tre meter udenfor straffesparksfeltet, hvorefter hjemmeholdets Michael Jonsson scorede sikkert. Derefter appellerede Dalum spillerne for hånd på bolden, hvorefter hjemmeholdet lidt ud af ingenting fik scoret til 4-0 ved det tidligere Dalum talent Oliver Rimmen.

I kampen sidste halve time gjaldt det for Dalum spillerne om at få sat en prop i, således at FA2000 ikke fik scoret yderligere. Det lykkedes om end projektet så ud til at lide skibbrud et par gange, men et par gevaldige chancer til FA2000 blev heldigvis ikke udnyttet.

Der kan intet indvendes imod at FA2000 vandt helt fortjent i en kamp som lignede mange af de andre Dalum kampe her i efteråret. Dalum IF indleder mange gange fornuftigt men modstanderene straffer Dalum hårdt på de fejl at der laves, mens Dalum ikke udviser samme skarphed på egne chancer.

Der er dermed to kampe tilbage inden vinterpausen, først en hjemmekamp hjemme på Kunstgræsbanen TOTALBANEN mod Young Boys på lørdag kl. 13.00 og sluttelig en udekamp mod VSK Aarhus.   

 

Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk